mandag den 17. oktober 2016

CANVASSING

Dør-til-dør hedder "canvassing".

Søndag skulle det prøves!

Kampagnen er gået over til at få folk til "early voting" - altså at stemme tidligt. I Florida kan man nemlig både stemme fysisk inden valgdagen og brevstemme.

Inden vi skulle gå var der grundig oplæring. Både fordi der faktisk er mange valg samtidig med præsidentvalget - både til senatet, lokalvalg og afstemning om konkrete politiske forslag - og fordi der var meget man skulle spørge den enkelte borger om:
1. Er du den vi har noteret der skulle bo her?
2. Vil du stemme på Hillary?
3. Vil du stemme tidligt?
4. Vil du brevstemme?
5. Vil du være frivillig?

Cecilie og jeg fik to ruter og vi var færdige på under en time. 90% af adresserne var bag låste porte. De få døre vi kunne banke på, var der ingen hjemme.

Ret så nedslående. Heldigvis får vi helt sikkert mulighed for mere kampagne i de næste byer vi besøger.




COLLEGE FOOTBALL

Jeg interesserer mig ikke for sport. Overhovedet. Alligevel endte jeg med at sidde og råbe "kom så! Nak ham!!" fra tribunen da vi var inde og se college football lørdag.





Vi var jo i Miami så vi holdt selvfølgelig med deres uni-hold "Miami Hurricanes". Indtil lørdag havde de kun tabt en kamp i sæsonen - og kun med et point. Det skulle så ændre sig. Deres modstandere "Tar Heels" tørrede dem ret så grundigt.

Det var en noget flad fornemmelse.
Men om ikke andet var det imponerende at se stadion og opleve kampen!

Inden kampen var der tailgating: en masse mennesker der grillede og varmede op til kampen på parkeringspladsen!
Sindssygt hyggeligt!
Der var også optog med Canes' cheerleadere og orkester:


Vi ville have været med, men på vej til stadion var vi blevet fuldstændig gennemblødt af et vanvittigt regnskyl. Vi søgte ly i Wal-Mart og kom ud med nyt tøj og for kort tid til kampstart til at vi kunne nå tailgating.

Der var dog masser af mad-muligheder inde på stadion!

Min mad: burger med "beef brisket", som var sindssygt mørt.



MIAMI!

Vores hotel var nøjagtig i vandkanten og omgivet af palmer.
På vores få dage i Miami formåede vi at få burger til aften flere dage og flere gange bestille en enkelt ret og levne 2/3.

Alt er bare større!

Her deler vi fire forretter. Altså forretter! Hvem kan spise noget efter sådan en?? Vi spiste ikke op..



Og her er min morgenmad den ene dag. Behøver jeg sige, at jeg ikke spiste op?


HILLARY-KAMPAGNEN

På den første dag i USA besøgte vi Hillary-kampagnens "field office" i Miami Beach. Min indre kampagne-nørd gik amok!



Fra to rum organiserede de telefonbank og en massiv dør-til-dør-indsats.



Indtil videre havde de registreret 238.000 vælgere - 30.000 flere end sidste år!


Vi fik et lille indblik i deres store arbejde. Blandt andet deres vildt målrettede kampagne mod forskellige meget specifikke målgrupper.



Om eftermiddagen tog vi til "happy hour telefonbank" på homobaren "the gaythering". Tredive DSUere klar på at give den gas - aldrig har en telefonbanksansvarlig været så glad!
De var nødt til at sende en stafet afsted efter nye lister fordi vi var så effektive.



Pointen med telefonbanken var at få flere frivillige i kampagnen. Vi ringede derfor målrettet til mennesker, der tidligere havde tilkendegivet at de var Hillary-støtter.

Talemanuskriptet var virkelig udførligt - og vildt amerikansk! Fyldt med "mine forældre er så stolte over at jeg er frivillig for Hillary". Vi gjorde det lidt mere dansk og havde flere gode snakke.
Følelsen når personen i den anden ende skriver sig op til at blive frivillig er virkelig god!


Life is a highway

Og lige nu er vi på vej til Harry Potter World!

Jeg vil forsøge løbende at opdatere fra vores studietur til USA og Hillary-kampagnen.

De første dage i Miami er gået med kampagne, strand, van(d)vittige regnskyl, college football og enorme mængder mad!

Jeg forestiller mig at de næste to uger byder på mere af det og meget andet!

/Maj kl 8.56 lokal tid