Minsk: en ny by fyldt med kontraster

Jeg var i Hviderusland og Minsk første gang på interrail med min bedste veninde i 2009. 

Efter mit nu tredje besøg i Minsk kan jeg se, at byen og landet har ændret sig meget på de ni år. 

Fordomme om et sovjettisk frilandsmuseum 

I 2009 havde vi et 10-dages turistvisum og planen var at tage direkte op til Vitebsk og sommerlejr hos de unge socialdemokrater og derefter have et par dage i Minsk. 

Men 10 dage var ikke nok. Vi forlængede vores visum til en måned (og brugte en fuld dag på politistationen med vores hviderussiske ven for at fikse papirerne) og rejste landet rundt. 

Alt, hvad jeg vidste om Hviderusland, inden vi tog afsted, var:

- Europas sidste diktatur
- Ligeså tæt på Danmark som Paris
- En form for sovjettisk frilandsmuseum

Mine fordomme var mange. I bund og grund forestillede jeg mig:
- Gråt
- Trist
- Trøstesløst 

Selvfølgelig blev mine fordomme gjort til skamme. Især i mødet med oppositionens visionære og modstandsvillige unge. Politisk aktive som mig - på min alder - som risikerede lærerpladser, lejekontrakter, indskrivelse på universitetet og friheden i kampen for demokrati. 

Men nogle af fordommene blev også bekræftet:

- Præsident Lukashenko gjorde dengang meget for at bibeholde det sovjetiske image og den stærke tilknytning til Rusland. 

- Store mindesmærker fra Den Store Fædrelandskrig og en eller flere Leninstatuer var man sikker på at finde i hver eneste større by. Og præsidenten talte kun russisk - for man kunne jo ikke “udtrykke noget meningsfuldt på hviderussisk”. 

- Der var generelt meget lidt nationalkultur, men meget russificering. 

- Og meget lidt vestlig kapitalisme. Kun en McDonald’s - i en statsejet bygning i hovedstaden. Og ingen reklamer for Coca Cola eller lignende. 

En ny by - med nye muligheder?

Minsk, august 2018. 

Meget er det samme. Lenin står på den store plads. 

KGBs hovedkontor er stadig aktivt. 

Der er røde stjerner i lygtepælene på Sejrspladsen. 

Men meget er også anderledes:

Lukashenko er begyndt at tale hviderussisk i officielle sammenhænge. Og der er generelt kommet en større dyrkelse af hviderussisk sprog og kultur. Hvor jeg før måtte købe mine bøger om landet i små undergrundsbutikker, kan de nu købes i store, officielle boghandler. 

Og den vestlige kapitalisme har vundet indpas. Der er ikke længere kun én McDonald’s, men flere. 

Og Coca Cola lader til at have sponsoreret hele restaurantscenen i Minsk. 

Og det er måske den største forandring: Minsks restaurantscene er blevet urban. 

Gamle industriområder er udsmykket med moderne vægmalerier. Som taget ud af Berlin. 

Nedlagte fabriksbygninger er omdannet til streetfood med mad fra hele verden. En mindre version af Papirøen. 

Den gamle bydel er fuldstændig renoveret og gjort til mekka for barer og restauranter i alle afskygninger og prisklasser. På engang spændende og så generisk, at man kunne være i en hvilken som helst europæisk by. 

Det føles som et land i fremgang. Det er i hvert fald blevet et land, hvor unge har noget at foretage sig. 

Og pludselig er det ikke længere kun de ressourcestærke, unge hviderussere, som tager til Vilnius eller Warszawa i weekenden, men også den litauiske og polske middelklasse, som tager til Minsk i weekenden. Godt hjulpet på vej af de nye visumregler, som gør det utroligt nemt at komme til landet. 

Ingen tvivl om at landet har åbnet sig op. 

Jeg stødte ind i flere vestlige turister på mit sidste besøg. 

Men den grundlæggende udfordring med det demokratiske system er ikke løst. Hviderusland er ikke et demokrati. 

Er materielle muligheder nok til at holde befolkningens ønske om politisk indflydelse i ro? Eller skubber den nye åbenhed på for hurtigere demokratisk omstilling? Jeg håber på det sidste.