At leve langsomt

I går blev en af mine typiske "black out" dage: Da Bo i går aftes spurgte mig, hvad jeg havde lavet, kunne jeg simpelthen ikke huske det. Ingenting. Normalt skyldes det vist, at jeg laver lidt for mange ting - lever lidt for hurtigt til at min hukommelse helt kan følge med - men i går var det simpelthen fordi jeg bare havde befundet mig i en lille langsom boble af rart. Af rigtigt rart. Og når hukommelsen svigter er det jo godt, at man har fotodokumenteret sin færden (er det ikke også et råd demente får?).

Dagen startede langsomt ud med lidt tømmermænd i 23graders varme. Sådan er det, når man først går i seng efter solen er stået op. Tømmermændene blev akkompagneret af rigtige, levende tømmermænd, som hamrede, banke, pudsede og sleb på lejligheden lige under mig. Jamen godmorgen til jer også!

Efter at have gået lidt i cirkler om mig selv for at pakke og tage toppen af tømmermændene, hoppede jeg på en bus i retning mod centrum.

Planen var at hoppe af ved Studenterparken og forsøge for nu tredje gang at finde det etnografiske museum. Skæbnen ville dog at mit lånte "Rejsekort" (ja, Beograd har en ækvivalent til vores udskældte Rejsekort) ikke havde nogle credits på. Overhovedet. Og at jeg selvfølgelig blev tjekket halvvejs gennem turen. Og ikke havde nok kontanter til at betale bøden. Så ud af bussen måtte jeg, eskorteret af to kontrollører, der pænt ventede mens jeg hævede penge og betalte bøden på det svimlende beløb 1.000 dinar (hvilket cirka er 10 euro). Dum bøde, jaja. Men kontrolløren var nærmest mere ked af det end mig, der til gengæld følte mig en anelse arrogant, da jeg betalte bøden uden at fortrække en mine af den stak på 10.000 dinar, jeg lige havde hævet.

Så planen blev ændret lidt og jeg sjoskede resten af vejen ind til byen, fandt nationalmuseet, som jeg valgte ikke at besøge i denne omgang, så forkert på kortet og begav mig ud ad en helt forkert gade og pludselig stod jeg ved Skadarlija - Beograds Montmartre, det gamle boheme-kvarter.

Hvorfor er det i øvrigt at alting bliver målt op mod Vesteuropa? Hvorfor kalder man Skadarlija for Beograds Montmartre? Hvorfor er det ikke Montmartre, der er Paris' Skadarlija?
Jojo, så er der nok nogen der vil indvende noget med stedernes alder eller at Montmartre er videre kendt. Jaja. Jaja. Men stadig. Længe leve vestlige arrogance...

Skadarlija er til gengæld en ret så fin gade, der også bringer minder om Andriyivsky uzviz i Kiev - faktisk mere end Montmartre...

Og jeg fik både købt det fineste postkort og en dejlig espresso og fik tid til at sidde lidt stille og bare nyde det hele.

Sidde stille, nyde livet og bare leve langsomt er der også nogle udmærkede steder til omkring Kalemegdan, som på mange måder er ved at blive mit yndlingssted. Denne gang gik jeg uden for murene og fandt en lille uforstyrret plet på græsset med udsigt ud over begge floder. Så bliver livet ikke meget bedre.

Og til sidst fandt jeg endelig det etnografiske museum. Og blev endnu en gang slået af lighederne mellem vores kulturer. Når man går rundt på etnografiske museum i Beograd og ser på nationaldragter og interiør fra det 19. og 20. århundrede, kunne man lige så godt befinde sig på Gammel Estrup eller Det Kulturhistoriske Museum i Randers (mit andet hjem). Eller det landsburgs-frilandsmuseum Laura og jeg besøgte i Hviderusland.

Selvfølgelig er der noget med mønstrene på tøjet, små detaljer i de lokale og regionale skikke, religionen, som trods alt er lidt anderledes, og hvilke former for landbrug, der primært blev dyrket. Men overordnet er der overordentligt store ligheder.
Måske burde man i stedet for den evindelige "cultural evening", der mest af alt er en opvisning i bekræftelse af kulturelle stereotyper, tage folk med på kulturhistorisk museum. Det er for mig i hvert fald her, hvor lighederne mellem vores kulturer for alvor bliver synlig.

Se for eksempel dette interiør. Det billede kunne ligeså vel være taget i Randers.

Måske tager jeg aldrig hjem...

Jeg smelter her foran computeren i den lånte lejlighed, mens naboens hund begynder at gø, som den har gjort hver dag på dette tidspunkt, bilerne kører langsomt forbi på de smalle og stejle gader og luften står næsten stille.
I morgen skal jeg tilbage. Tilbage til kolde, regnfulde, grå, alt-for-tidligt-efterårs-Danmark. Tilbage til sure pligter, et arbejde, hvor vi konstant er bagud især nu efter ferien, et studie, der kun giver mig dårlig samvittighed, fordi dette semester selvfølgelig også bliver det, hvor jeg virkelig tager mig sammen, kommer til alle forelæsninger og læser hele pensum inden læseferien - ligesom alle fire semestre før det og en to do-liste så lang at jeg for længst har opgivet at forsøge at skrive den ned nogen steder. Tilbage til en tilværelse som mere og mere lever mig i stedet for omvendt. En tilværelse som ikke er mig.

Jeg leger med tanken om bare at blive. Eller tage videre. Ud i verden. Jeg købte først min hjembillet lige inden jeg tog af sted i torsdags. Den kan faktisk stadig ombookes, jeg har endnu ikke tjekket ind online. Og helt ærligt. Jeg har alt med mig, jeg har brug for for at være væk den næste uge, den næste måned, det næste år. Jeg kan have alt, jeg har brug for, på mig.
Som jeg sidder her i varmen og kigger ud på Beograds støvede farver, varmedisen, der hænger over bakkerne, er det det her der er virkeligt. Ikke mit liv og mine pligter hjemme i fjerne og nu alt for kolde Danmark. Det er det her, jeg vil. Jeg vil rejse. Jeg vil have tid og råd til at rejse. Til ikke at være bundet af noget. 
En stemme i mit hoved fortæller mig, at det er en barnlig og egoistisk drøm. At voksne, ansvarlige mennesker tager ansvar. Ansvar for mere end sig selv. Og jeg har et ansvar. For mere end mig selv.
Og selvfølgelig kommer jeg hjem. I morgen. Mandag.

Men lige nu lever drømmen, så jeg pakker stemmen væk bagerst i hovedet og går ud i solen. Lige nu er jeg her. I varmen. Langt væk fra det hele. Og det er det eneste, der tæller.

Foodstagramming vol. 1

Nej, jeg er ikke helt typen, der ligger et hav af madbilleder op på min instagram-profil. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke har lyst til det.

I stedet kommer de her. Tag godt imod: Majs kulinariske Serbienstur

Frokost: Mit livs første pizzaroll

Nej, man skal ikke spise pizza, når man er på ferie med mindre ferien er i Italien. Men nu havde jeg altså vandret op og ned ad hovedstrøget i min søgen efter noget to go-agtigt street food og mit blodsukker var ved at nå til et kritisk-lavt stadie. Så jeg gik efter det nemme valg: pizza!

Men hvad ser jeg så? Man kan købe en pizza roll. Aldrig i mit liv har jeg før fået sådan en, så det må da tælle som lidt eksotisk!

Hvad havde jeg så forventet? Jamen, jeg ved det ikke. Måske lidt en calzone, bare rullet? Jeg havde i hvert fald under ingen omstændigheder forestillet mig dette:

Ja, det er jo hvad det ligner: En indbagt hotdog med sennep og svampe.

Godt så. Så er det ligesom prøvet. Ville jeg gøre det igen? Tja. Kan man få den uden pølse måske?

Value for money?

Det luksuriøse ved at have en hel lejlighed for mig selv, er at jeg kan spare uanede mængder penge på mad (nej, ikke fordi jeg tømmer min værts skabe - de er tomme, har tjekket). Så mig ud og handle lidt forskelligt ind for at kunne overleve her i weekenden.

Blandt andet skal der jo morgenmad til. Selvom det ikke rigtig er noget serberne praktiserer - de går praktisk talt indtil klokken tre-fire-stykker på intet andet end kaffe og måske noget blødt brød on the go - så marcherer denne enmandshær bedst på fyldt morgenmadsmave.

Og det er jo ferie, så man kan forkæle sig selv med noget helse-politisk ukorrekt müsli med uanede mængder tilsat sukker. Jubi!

Men hvad ser jeg, da jeg åbner pakken? En ting er, at morgenmadspakker ALDRIG er helt fyldt (fabrikanterne forklarer det med at luften ligesom polstrer og sørger for at indholdet ikke knuses og stadig er sprødt. Jaja), men her har man ikke engang gidet af i lade som om der er en fornuftig grund til at pakken ikke er fyldt. Helt ærlig: posen er jo ikke engang samme højde som pakken!

Til gengæld fejler sukkerindholder ingenting og især tømmermænd er glade for de letfordøjelige flakes.

Teenagefest

Musikken pumper ud fra åbne vinduer og døre i den ellers stille sommernat, da vi nærmer os folkeuniversitetet, hvor youthleader-seminaret holder fest. Så snart vi er inde i bygningen slår lugten af røgfri-teenagefest os i møde. Denne umiskendelige blanding af sved og hormoner i fri leg. 
I den dunkle sal går 50 unge mellem 15 og 17 amok til en pivfalsk version af Macklemores Thrift shop udført af en dreng på 15 med back up af andre fra seminaret. De unge er høje på sodavand, en uge med kulturel udveksling og nye venskaber og intet andet. Der er dømt FSG-stemning, og man kan ikke andet end at have en fest med dem.

Da højdepunktet bliver annonceret breder der sig en forventningsfuld stemning i lokalet - næste og sidste performance er ALUMNI BOYBAND! Ind på scenen kommer fire selvsikre drenge, der tydeligt er en lille smule ældre end gennemsnittet. De er velfriserede, iført matchende denimshorts og ternede skjorter og ligner på alle måder et alumni boyband komplet med obligatorisk boybandpose.
Musikken starter og ud af højtalerne brager Carly Rae Jepsens Call me maybe og publikum gør det eneste rigtige og stikker i et kollektivt hvin.

Da linjen "Ripped jeans, skin was showing" kommer, åbner boybanddrengene synkront deres ternede skjorter og afslører ens, hvide wifebeaters og publikum hyler igen af overeksalteret og selvironisk teenagevanvid. Og da sceneshowet tilføres hjemmelavet konfetti gemt i drengenes bukselommer og nogen pludselig fremdrager et par flasker flødeskum, er showet fuldkomment.

Organisatoren går på scenen og annoncerer at nu vil den sidste sang blive spillet og i mellemtiden skal de alle gøre klar til at gå. Klokken er næsten midnat og der er program igen i morgen, så alle skal hjem på hotellet og lægges i seng.

Seje og pligtopfyldende som de halvtreds teenagere nu engang er (udvælgelsesprocessen for at komme med har været hård) danser de, som teenagere nu gør, når de får at vide, det er den sidste dans, fuldstændig uvidende om det ekstranummer deres undervisere har i ærmet.

Så der da bliver annonceret ekstranummer og næsten samtlige undervisere pludselig står på scenen, vil jublen ingen ende tage. De næste fem minutter danser underviserne sig igennem et medley af specielt udvalgte hits og slår en tyk fed streg under, at voksne også "just wanna have fun". 

"Det her nummer har vi forberedt på under 24 timer. Vi har udvist samarbejde, der er blevet taget ansvar og lederskab - alt det som I har snakket om i den sidste uge." Slutter organisatoren af med en pædagogisk krølle.

Så bliver lyset tændt og det er tid til at tage tilbage til hotellet. Festen er slut for the youth leaders for denne omgang.

Resten af natten forsvandt alt for hurtigt i 24 halvliters øl drukket af "the old leaders" under en statue et sted i Serbien, fastfood spist omkring halv fire om morgenen og dybe, fordrukne snakke om livet som generalsekretær, og lige pludselig stod solen op uden for vinduerne og det var tid til at gå i seng.

Ømme fødder - trætte øjne

Hjemme igen i den lånte lejlighed er fødderne godt ømme, øjnene er godt trætte og hovedet trænger til lidt hvil efter de mange nye indtryk.

Det lykkedes mig at finde ind til centrum udfra mine værters beskrivelser med kun en enkelt lille omvej. Om nej de 4-5 km. føltes ikke som særligt lange - på vej ud. Hjemvejen føltes klart længere, hvilket selvfølgelig ikke mindst skyldtes, at jeg lignede et andet pakæsel belæsset med alle mine fyldte poser, da turen gik hjemover.

Størstedelen af dagen er blevet brugt på at sjoske rundt i hyggelige gader med en umiskendelig Parisisk "feel" og holde uforholdsmæssigt mange pauser i de utroligt mange parker, hvor der alle steder er de samme rød-gu-blå-malede metallegepladser med hegn omkring.
Pauserne skyldtes udover at min krop rent fysisk lige skulle vende sig til de knap 30 graders varme, at jeg også mentalt lige skulle akklimatisere. Det var som om mit hoved stadig befandt sig på den forkerte side af flyveturen til Beograd, mens min krop meget sikkert befandt sig i 30graders varmt storbykaos. Efter et par park-pauser var hovedet tilbage på mine skuldre og helt klar til at indtage Beograd. Og det er en spændende by. Arkitektonisk en underlig blanding af sovjetæra og europæisk 1800talsbyggerier og så med den underliggende sydeuropæiske følelse af varm, støvet luft. Befolket af de smukkeste mennesker - den perfekte blanding af mellemøstlig skønhed og europæisk-slaviske træk, som en af mine gode venner og åndsfæller ud i fascinationen af det dersens Østeuropa engang prøvede at forklare mig, da jeg fortalte, at jeg skulle til Serbien.

Det kan derfor heller ikke overraske nogen, at der ikke er mange, der er så lyshårede og blege som mig. Det var ikke lige mig, der fik det bedste af Mellemøsten og Østeuropa, da der blev uddelt udseender, så jeg forestillede mig ikke, at jeg ville blende særlig godt ind. Men hvad sker der så? Ja, jeg kan simpelthen gå for at være russisk. Surprise! Så jeg skiller mig faktisk ikke rigtig ud - før folk tiltaler mig på det der russisk, som jeg altså ikke er så stærk i, som jeg gerne ville have været. 
På trods af sprogbarriere (okay, de fleste er faktisk virkelig gode til engelsk - jeg overvejer om ikke der er en sammenhæng mellem et sprogs størrelse og udbredelse og evnen til fremmedsprog - min taxachauffør i går nat var tudse-gammel, men knaldgod til engelsk) er det alligevel lykkedes mig at shoppe uforholdsmæssigt meget. Toiletskabet er blevet fyldt op (fordi det altså bare er så svinebilligt at købe her) og der er kommet et par nye bøger til hylden - og til godnatlæsningen.

Her er, hvad der kommer til at gøre min kuffert noget tungere, når jeg flyver hjem på mandag.

Deruodver er der blevet investeret i en helt gammeldags telefon, der kan bruge almindelige simkort (i modsætning til det der smarte Apple-produkt, jeg render rundt med til daglig) og som jeg derfor kan have et lokalt simkort i. Sikke mange penge, der bliver sparet på den konto nu! Jubi! Og hvad der er sparet, er jo som bekendt tjent. Bumbum.

Inden jeg gik lidt shop amok, brugte jeg det meste af dagen på Kalemegdan Citadel, som er bygget der hvor Sava floden møder Donau. En perfekt placering, der gør at den del af byen er blevet stormet 44 gange, når den ene erobringshær har afløst den anden.

Udsigten er ganske udmærket:

Når nu man ikke har en kæreste med, man kunne kysse på og holde i hånden, er volden rundt om citadellet også et ganske udmærket sted at sidde og lufte sine tæer, mens man skriver postkort og sipper espresso.

Anlægget bliver ikke længere brugt til militært forsvarsværk og så kan man jo ligeså godt bruge pladsen mellem de mange volde til noget fornuftigt. For eksempel har både en basketklub og en tennisklub baner i det gamle forsvarsværk. Derudover ligger der selvfølgelig de obligatoriske museer - bl.a. et militærmuseum med et hav af udstillede våben og maskiner fra de sidste mange krige. Udover dette sikkert meget unikke militærmuseum er der også blevet plads til en zoologisk have - og se den er straks kommet på min liste over ting, jeg gerne vil se denne weekend.

Om lidt går turen til afslutningsfest for en gruppe interkulturelle highschoolers og måske videre ud i det serbiske natteliv. Det kan kun blive godt!

Here we go again

Der har været overraskende stille på bloggen helt tilbage siden maj. Har jeg virkelig ikke rejst i det mellemliggende tidsrum? Jeg synes, jeg er vandret ud af min nye opgang i Store Kongensgade iført min backpack et utal af gange, siden jeg flyttede ind. Faktisk prøvede jeg i går at regne ud for hvilken gang jeg nu stod og ventede på 1A med praktiske sko og stor rygsæk på ryggen. Og jeg måtte opgive. Fordi jeg simpelthen har gjort det så mange gange. Alligevel tæller det ikke rigtig som rejser. Jeg er jo typen, der til hver en tid foretrækker rygsæk fremfor trolley. Også selvom det kun er for en kort tur. Som min 30-timers-visit på dette års sommerlejr i arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer sammen resten af Fri Kulturs øverste ledelse - Lars og Michael. Det giver en god mavefornemmelse, når hele ledelsen ankommer til sommerlejr iført praktisk fodtøj og med backpacks på ryggen. Så ved man ligesom bare, at man trækker i samme retning.

Men. Altså. Mine små smutture til Fyn og Jylland kan ikke rigtig tælle med som rejser. De har i hvert fald ikke gjort det her på bloggen.
Men NU er jeg rigtigt ude og rejse. I Det Store Udland. Faktisk i det der Østeuropa-tro-det-eller-lad-være, nærmere bestemt Beograd i Serbien.

Bo blev ved med (virtuelt) at trække mig i ærmet og lokke mig på visit i Serbien efter deres besøg i Danmark i maj-juni. Og en eller anden dag i juni tog jeg hende på ordet og bestilte en billet Malmø-Beograd. Helt spontant. 
Og ja Bo er en kvinde. Og det er et kælenavn. Og mere personlig info om mine venner får I ikke her, da de også er Fri Kulturs samarbejdspartnere (deraf kontakten til at starte med) og vi alle sammen lider lidt af KGB-paranoia.

I går stod jeg så pludselig i Malmø lufthavn. Og efter lidt sveden i håndfladerne over om mit pas nu ville blive godkendt; en kø, hvor jeg blev mindet om at intimsfærer har lidt andre størrelser der østpå; en ualmindelig behagelig flyvetur, hvor jeg tilmed fik sovet lidt; og endnu en godkendelse og nu et nyt stempel i mit pas og et lille blink og kæmpe smil fra paskontrolløren, var jeg pludselig i Serbien.

Et nyt stempel i passet. Lige mellem mit visum og stempel fra Rusland.

Man kan måske undre sig over, at jeg med mit rødbedefarvede pas og mit meget tilforladelige ydre skulle have svært ved at komme gennem paskontrol. Ja, det undrede også mig meget. De TO gange det skete. 
Først tog det fem minutters meget grundig kiggen fra passet til mig og tilbage, kiggen på skærmen, beden mig tage brillerne af, kiggen mere på skærmen, spørgen ind til hvorvidt jeg kunne russisk, tænken sig grundigt om, mere kiggen frem og tilbage inden jeg endelig blev lukket ind i Sankt Petersborg. Alt imens min nyfundne rejseveninde Isabella stod på den anden side af paskontrollen og var ved at flække sammen af grin. Min KGB-paranoia syntes på INGEN MÅDE, der skulle grines lige der. Overhovedet.
Men jeg kom igennem og så var det jo faktisk bare en ret sjov historie.
Indtil jeg skulle hjem fra Ukraine i marts og meget mistænkelig paskontrollør stiller mange spørgsmål til min hjemrejse og længe studerer mit pas, før han endelig lader mig gå igennem.
Øv, hvor kan man nå at blive nervøs! Både når man står og frygter, at ferien aldrig får lov at begynde, og når man står og overvejer om man overhovedet kommer hjem.

Men nej. Jeg er endnu ikke blevet nægtet hverken ind- eller udrejse. Og hvis man skal prøve at være rationel og optimistisk og alt muligt, så ligner mit pasbillede jo heller ikke rigtig mig. Overhovedet. Så det er klart på to do-listen, når jeg kommer hjem - at få et nyt pas. Men på den måde får jeg jo aldrig mit pas fyldt op med visum og stempler. Øv.

Sådan ser jeg ud ifølge mit pas. Sådan så jeg også ud - for fire år og fire kilo siden. Og med en anden frisure. Og uden briller. Så måske er det fair nok at nogle paskontrollører lige kigger en ekstra gang?

Men i dag skal jeg bare holde ferie, lege turist og gå de 4-5 km. ind til centrum. Senere er jeg inviteret med til afslutningsfest på det seminar mine værter underviser på denne uge.
Og nu må jeg hellere smutte så jeg rent faktisk kan få noget ud af dagen. Bum.