Musikken pumper ud fra åbne vinduer og døre i den ellers stille sommernat, da vi nærmer os folkeuniversitetet, hvor youthleader-seminaret holder fest. Så snart vi er inde i bygningen slår lugten af røgfri-teenagefest os i møde. Denne umiskendelige blanding af sved og hormoner i fri leg.
I den dunkle sal går 50 unge mellem 15 og 17 amok til en pivfalsk version af Macklemores Thrift shop udført af en dreng på 15 med back up af andre fra seminaret. De unge er høje på sodavand, en uge med kulturel udveksling og nye venskaber og intet andet. Der er dømt FSG-stemning, og man kan ikke andet end at have en fest med dem.
Da højdepunktet bliver annonceret breder der sig en forventningsfuld stemning i lokalet - næste og sidste performance er ALUMNI BOYBAND! Ind på scenen kommer fire selvsikre drenge, der tydeligt er en lille smule ældre end gennemsnittet. De er velfriserede, iført matchende denimshorts og ternede skjorter og ligner på alle måder et alumni boyband komplet med obligatorisk boybandpose.
Musikken starter og ud af højtalerne brager Carly Rae Jepsens Call me maybe og publikum gør det eneste rigtige og stikker i et kollektivt hvin.
Da linjen "Ripped jeans, skin was showing" kommer, åbner boybanddrengene synkront deres ternede skjorter og afslører ens, hvide wifebeaters og publikum hyler igen af overeksalteret og selvironisk teenagevanvid. Og da sceneshowet tilføres hjemmelavet konfetti gemt i drengenes bukselommer og nogen pludselig fremdrager et par flasker flødeskum, er showet fuldkomment.
Organisatoren går på scenen og annoncerer at nu vil den sidste sang blive spillet og i mellemtiden skal de alle gøre klar til at gå. Klokken er næsten midnat og der er program igen i morgen, så alle skal hjem på hotellet og lægges i seng.
Seje og pligtopfyldende som de halvtreds teenagere nu engang er (udvælgelsesprocessen for at komme med har været hård) danser de, som teenagere nu gør, når de får at vide, det er den sidste dans, fuldstændig uvidende om det ekstranummer deres undervisere har i ærmet.
Så der da bliver annonceret ekstranummer og næsten samtlige undervisere pludselig står på scenen, vil jublen ingen ende tage. De næste fem minutter danser underviserne sig igennem et medley af specielt udvalgte hits og slår en tyk fed streg under, at voksne også "just wanna have fun".
"Det her nummer har vi forberedt på under 24 timer. Vi har udvist samarbejde, der er blevet taget ansvar og lederskab - alt det som I har snakket om i den sidste uge." Slutter organisatoren af med en pædagogisk krølle.
Så bliver lyset tændt og det er tid til at tage tilbage til hotellet. Festen er slut for the youth leaders for denne omgang.
Resten af natten forsvandt alt for hurtigt i 24 halvliters øl drukket af "the old leaders" under en statue et sted i Serbien, fastfood spist omkring halv fire om morgenen og dybe, fordrukne snakke om livet som generalsekretær, og lige pludselig stod solen op uden for vinduerne og det var tid til at gå i seng.
I den dunkle sal går 50 unge mellem 15 og 17 amok til en pivfalsk version af Macklemores Thrift shop udført af en dreng på 15 med back up af andre fra seminaret. De unge er høje på sodavand, en uge med kulturel udveksling og nye venskaber og intet andet. Der er dømt FSG-stemning, og man kan ikke andet end at have en fest med dem.
Da højdepunktet bliver annonceret breder der sig en forventningsfuld stemning i lokalet - næste og sidste performance er ALUMNI BOYBAND! Ind på scenen kommer fire selvsikre drenge, der tydeligt er en lille smule ældre end gennemsnittet. De er velfriserede, iført matchende denimshorts og ternede skjorter og ligner på alle måder et alumni boyband komplet med obligatorisk boybandpose.
Musikken starter og ud af højtalerne brager Carly Rae Jepsens Call me maybe og publikum gør det eneste rigtige og stikker i et kollektivt hvin.
Da linjen "Ripped jeans, skin was showing" kommer, åbner boybanddrengene synkront deres ternede skjorter og afslører ens, hvide wifebeaters og publikum hyler igen af overeksalteret og selvironisk teenagevanvid. Og da sceneshowet tilføres hjemmelavet konfetti gemt i drengenes bukselommer og nogen pludselig fremdrager et par flasker flødeskum, er showet fuldkomment.
Organisatoren går på scenen og annoncerer at nu vil den sidste sang blive spillet og i mellemtiden skal de alle gøre klar til at gå. Klokken er næsten midnat og der er program igen i morgen, så alle skal hjem på hotellet og lægges i seng.
Seje og pligtopfyldende som de halvtreds teenagere nu engang er (udvælgelsesprocessen for at komme med har været hård) danser de, som teenagere nu gør, når de får at vide, det er den sidste dans, fuldstændig uvidende om det ekstranummer deres undervisere har i ærmet.
Så der da bliver annonceret ekstranummer og næsten samtlige undervisere pludselig står på scenen, vil jublen ingen ende tage. De næste fem minutter danser underviserne sig igennem et medley af specielt udvalgte hits og slår en tyk fed streg under, at voksne også "just wanna have fun".
Så bliver lyset tændt og det er tid til at tage tilbage til hotellet. Festen er slut for the youth leaders for denne omgang.
Resten af natten forsvandt alt for hurtigt i 24 halvliters øl drukket af "the old leaders" under en statue et sted i Serbien, fastfood spist omkring halv fire om morgenen og dybe, fordrukne snakke om livet som generalsekretær, og lige pludselig stod solen op uden for vinduerne og det var tid til at gå i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar