Jeg smelter her foran computeren i den lånte lejlighed, mens naboens hund begynder at gø, som den har gjort hver dag på dette tidspunkt, bilerne kører langsomt forbi på de smalle og stejle gader og luften står næsten stille.
I morgen skal jeg tilbage. Tilbage til kolde, regnfulde, grå, alt-for-tidligt-efterårs-Danmark. Tilbage til sure pligter, et arbejde, hvor vi konstant er bagud især nu efter ferien, et studie, der kun giver mig dårlig samvittighed, fordi dette semester selvfølgelig også bliver det, hvor jeg virkelig tager mig sammen, kommer til alle forelæsninger og læser hele pensum inden læseferien - ligesom alle fire semestre før det og en to do-liste så lang at jeg for længst har opgivet at forsøge at skrive den ned nogen steder. Tilbage til en tilværelse som mere og mere lever mig i stedet for omvendt. En tilværelse som ikke er mig.
Jeg leger med tanken om bare at blive. Eller tage videre. Ud i verden. Jeg købte først min hjembillet lige inden jeg tog af sted i torsdags. Den kan faktisk stadig ombookes, jeg har endnu ikke tjekket ind online. Og helt ærligt. Jeg har alt med mig, jeg har brug for for at være væk den næste uge, den næste måned, det næste år. Jeg kan have alt, jeg har brug for, på mig.
Som jeg sidder her i varmen og kigger ud på Beograds støvede farver, varmedisen, der hænger over bakkerne, er det det her der er virkeligt. Ikke mit liv og mine pligter hjemme i fjerne og nu alt for kolde Danmark. Det er det her, jeg vil. Jeg vil rejse. Jeg vil have tid og råd til at rejse. Til ikke at være bundet af noget.
En stemme i mit hoved fortæller mig, at det er en barnlig og egoistisk drøm. At voksne, ansvarlige mennesker tager ansvar. Ansvar for mere end sig selv. Og jeg har et ansvar. For mere end mig selv.
Og selvfølgelig kommer jeg hjem. I morgen. Mandag.
Men lige nu lever drømmen, så jeg pakker stemmen væk bagerst i hovedet og går ud i solen. Lige nu er jeg her. I varmen. Langt væk fra det hele. Og det er det eneste, der tæller.
I morgen skal jeg tilbage. Tilbage til kolde, regnfulde, grå, alt-for-tidligt-efterårs-Danmark. Tilbage til sure pligter, et arbejde, hvor vi konstant er bagud især nu efter ferien, et studie, der kun giver mig dårlig samvittighed, fordi dette semester selvfølgelig også bliver det, hvor jeg virkelig tager mig sammen, kommer til alle forelæsninger og læser hele pensum inden læseferien - ligesom alle fire semestre før det og en to do-liste så lang at jeg for længst har opgivet at forsøge at skrive den ned nogen steder. Tilbage til en tilværelse som mere og mere lever mig i stedet for omvendt. En tilværelse som ikke er mig.
Jeg leger med tanken om bare at blive. Eller tage videre. Ud i verden. Jeg købte først min hjembillet lige inden jeg tog af sted i torsdags. Den kan faktisk stadig ombookes, jeg har endnu ikke tjekket ind online. Og helt ærligt. Jeg har alt med mig, jeg har brug for for at være væk den næste uge, den næste måned, det næste år. Jeg kan have alt, jeg har brug for, på mig.
Som jeg sidder her i varmen og kigger ud på Beograds støvede farver, varmedisen, der hænger over bakkerne, er det det her der er virkeligt. Ikke mit liv og mine pligter hjemme i fjerne og nu alt for kolde Danmark. Det er det her, jeg vil. Jeg vil rejse. Jeg vil have tid og råd til at rejse. Til ikke at være bundet af noget.
En stemme i mit hoved fortæller mig, at det er en barnlig og egoistisk drøm. At voksne, ansvarlige mennesker tager ansvar. Ansvar for mere end sig selv. Og jeg har et ansvar. For mere end mig selv.
Og selvfølgelig kommer jeg hjem. I morgen. Mandag.
Men lige nu lever drømmen, så jeg pakker stemmen væk bagerst i hovedet og går ud i solen. Lige nu er jeg her. I varmen. Langt væk fra det hele. Og det er det eneste, der tæller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar