Der har været overraskende stille på bloggen helt tilbage siden maj. Har jeg virkelig ikke rejst i det mellemliggende tidsrum? Jeg synes, jeg er vandret ud af min nye opgang i Store Kongensgade iført min backpack et utal af gange, siden jeg flyttede ind. Faktisk prøvede jeg i går at regne ud for hvilken gang jeg nu stod og ventede på 1A med praktiske sko og stor rygsæk på ryggen. Og jeg måtte opgive. Fordi jeg simpelthen har gjort det så mange gange. Alligevel tæller det ikke rigtig som rejser. Jeg er jo typen, der til hver en tid foretrækker rygsæk fremfor trolley. Også selvom det kun er for en kort tur. Som min 30-timers-visit på dette års sommerlejr i arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer sammen resten af Fri Kulturs øverste ledelse - Lars og Michael. Det giver en god mavefornemmelse, når hele ledelsen ankommer til sommerlejr iført praktisk fodtøj og med backpacks på ryggen. Så ved man ligesom bare, at man trækker i samme retning.
Men. Altså. Mine små smutture til Fyn og Jylland kan ikke rigtig tælle med som rejser. De har i hvert fald ikke gjort det her på bloggen.
Men NU er jeg rigtigt ude og rejse. I Det Store Udland. Faktisk i det der Østeuropa-tro-det-eller-lad-være, nærmere bestemt Beograd i Serbien.
Bo blev ved med (virtuelt) at trække mig i ærmet og lokke mig på visit i Serbien efter deres besøg i Danmark i maj-juni. Og en eller anden dag i juni tog jeg hende på ordet og bestilte en billet Malmø-Beograd. Helt spontant.
Og ja Bo er en kvinde. Og det er et kælenavn. Og mere personlig info om mine venner får I ikke her, da de også er Fri Kulturs samarbejdspartnere (deraf kontakten til at starte med) og vi alle sammen lider lidt af KGB-paranoia.
I går stod jeg så pludselig i Malmø lufthavn. Og efter lidt sveden i håndfladerne over om mit pas nu ville blive godkendt; en kø, hvor jeg blev mindet om at intimsfærer har lidt andre størrelser der østpå; en ualmindelig behagelig flyvetur, hvor jeg tilmed fik sovet lidt; og endnu en godkendelse og nu et nyt stempel i mit pas og et lille blink og kæmpe smil fra paskontrolløren, var jeg pludselig i Serbien.
Man kan måske undre sig over, at jeg med mit rødbedefarvede pas og mit meget tilforladelige ydre skulle have svært ved at komme gennem paskontrol. Ja, det undrede også mig meget. De TO gange det skete.
Først tog det fem minutters meget grundig kiggen fra passet til mig og tilbage, kiggen på skærmen, beden mig tage brillerne af, kiggen mere på skærmen, spørgen ind til hvorvidt jeg kunne russisk, tænken sig grundigt om, mere kiggen frem og tilbage inden jeg endelig blev lukket ind i Sankt Petersborg. Alt imens min nyfundne rejseveninde Isabella stod på den anden side af paskontrollen og var ved at flække sammen af grin. Min KGB-paranoia syntes på INGEN MÅDE, der skulle grines lige der. Overhovedet.
Men jeg kom igennem og så var det jo faktisk bare en ret sjov historie.
Indtil jeg skulle hjem fra Ukraine i marts og meget mistænkelig paskontrollør stiller mange spørgsmål til min hjemrejse og længe studerer mit pas, før han endelig lader mig gå igennem.
Øv, hvor kan man nå at blive nervøs! Både når man står og frygter, at ferien aldrig får lov at begynde, og når man står og overvejer om man overhovedet kommer hjem.
Men nej. Jeg er endnu ikke blevet nægtet hverken ind- eller udrejse. Og hvis man skal prøve at være rationel og optimistisk og alt muligt, så ligner mit pasbillede jo heller ikke rigtig mig. Overhovedet. Så det er klart på to do-listen, når jeg kommer hjem - at få et nyt pas. Men på den måde får jeg jo aldrig mit pas fyldt op med visum og stempler. Øv.
Men i dag skal jeg bare holde ferie, lege turist og gå de 4-5 km. ind til centrum. Senere er jeg inviteret med til afslutningsfest på det seminar mine værter underviser på denne uge.
Og nu må jeg hellere smutte så jeg rent faktisk kan få noget ud af dagen. Bum.
Men. Altså. Mine små smutture til Fyn og Jylland kan ikke rigtig tælle med som rejser. De har i hvert fald ikke gjort det her på bloggen.
Men NU er jeg rigtigt ude og rejse. I Det Store Udland. Faktisk i det der Østeuropa-tro-det-eller-lad-være, nærmere bestemt Beograd i Serbien.
Bo blev ved med (virtuelt) at trække mig i ærmet og lokke mig på visit i Serbien efter deres besøg i Danmark i maj-juni. Og en eller anden dag i juni tog jeg hende på ordet og bestilte en billet Malmø-Beograd. Helt spontant.
Og ja Bo er en kvinde. Og det er et kælenavn. Og mere personlig info om mine venner får I ikke her, da de også er Fri Kulturs samarbejdspartnere (deraf kontakten til at starte med) og vi alle sammen lider lidt af KGB-paranoia.
I går stod jeg så pludselig i Malmø lufthavn. Og efter lidt sveden i håndfladerne over om mit pas nu ville blive godkendt; en kø, hvor jeg blev mindet om at intimsfærer har lidt andre størrelser der østpå; en ualmindelig behagelig flyvetur, hvor jeg tilmed fik sovet lidt; og endnu en godkendelse og nu et nyt stempel i mit pas og et lille blink og kæmpe smil fra paskontrolløren, var jeg pludselig i Serbien.
 |
| Et nyt stempel i passet. Lige mellem mit visum og stempel fra Rusland. |
Man kan måske undre sig over, at jeg med mit rødbedefarvede pas og mit meget tilforladelige ydre skulle have svært ved at komme gennem paskontrol. Ja, det undrede også mig meget. De TO gange det skete.
Først tog det fem minutters meget grundig kiggen fra passet til mig og tilbage, kiggen på skærmen, beden mig tage brillerne af, kiggen mere på skærmen, spørgen ind til hvorvidt jeg kunne russisk, tænken sig grundigt om, mere kiggen frem og tilbage inden jeg endelig blev lukket ind i Sankt Petersborg. Alt imens min nyfundne rejseveninde Isabella stod på den anden side af paskontrollen og var ved at flække sammen af grin. Min KGB-paranoia syntes på INGEN MÅDE, der skulle grines lige der. Overhovedet.
Men jeg kom igennem og så var det jo faktisk bare en ret sjov historie.
Indtil jeg skulle hjem fra Ukraine i marts og meget mistænkelig paskontrollør stiller mange spørgsmål til min hjemrejse og længe studerer mit pas, før han endelig lader mig gå igennem.
Øv, hvor kan man nå at blive nervøs! Både når man står og frygter, at ferien aldrig får lov at begynde, og når man står og overvejer om man overhovedet kommer hjem.
Men nej. Jeg er endnu ikke blevet nægtet hverken ind- eller udrejse. Og hvis man skal prøve at være rationel og optimistisk og alt muligt, så ligner mit pasbillede jo heller ikke rigtig mig. Overhovedet. Så det er klart på to do-listen, når jeg kommer hjem - at få et nyt pas. Men på den måde får jeg jo aldrig mit pas fyldt op med visum og stempler. Øv.
 |
| Sådan ser jeg ud ifølge mit pas. Sådan så jeg også ud - for fire år og fire kilo siden. Og med en anden frisure. Og uden briller. Så måske er det fair nok at nogle paskontrollører lige kigger en ekstra gang? |
Men i dag skal jeg bare holde ferie, lege turist og gå de 4-5 km. ind til centrum. Senere er jeg inviteret med til afslutningsfest på det seminar mine værter underviser på denne uge.
Og nu må jeg hellere smutte så jeg rent faktisk kan få noget ud af dagen. Bum.
Søde Maj. Jeg er sgu ked af, at jeg altid er så jävla upassende på de jävla forkerte tidspunkter. Til mit forsvar ligger det i DNA'en. Men som du selv siger - du er jo ikke blevet nægtet adgang. Endnu. Lad os se, hvordan det går med den transsibiriske - glæder mig til, hvornår det end bliver! :)
SvarSlet