En regntrist nyhed

Det her mødte mig på facebook den anden dag:

De sidste par uger har det regnet kraftigt. Flere lerhuse er styrtet sammen. De kan ikke holde til regnvandet, er ikke bygget til dem. 

Da vi var i lejren satte Najla ord på situationen: "Ikke nok med at verdenssamfundet vender det blinde øje til saharawiernes problemer. Her i ørkenen er naturen også imod os". 

Mange familier er flygtet op på højdedrag uden for lejrene for at komme væk fra vandmasserne. Deres ejendele er svømmet væk. 

Situationen er uholdbar. 

Te er tålmodighed

Vi bliver tilbudt te alle steder. Det er som den danske kaffetradition, bare mere insisterede og mere langtrukken. Du kan ikke takke nej til te. Og du kan ikke gå, før du har fået de obligatoriske tre serveringer. Den første bitter som livet, den anden sød som kærlighed og den tredje blød som døden. 

Her er ikke tale om tre hurtige kopper elevator-te, men om et kunstfærdigt og minutiøst udført ritual, der forbinder beduinernes gæstfrihed med de fordrevnes veludviklede tålmodighed.

Hver saharawi laver sin te. Ritualet følges til punkt og prikke, men mængden af sukker og skum justeres efter smag, tid og opmærksomhed. Jo mere skum, jo bedre tager man sig af sine gæster. Skum er kærlighed. 

Skummet laves ved at hælde te fra det ene glas til det andet med en bestemt og sikker hånd, mens resten af teen koges op i den lille, farvestrålende kande på det transportable ildsted, der uforfærdet placeres inden døre og midt i selskabet. 

Imellem hver servering skal der laves nyt skum. Te flyttes mellem glas. Her er der ikke noget der hedder "mit glas" eller frygt for spytoverførte sygdomme (vi bliver enige om at et tjek for tuberkulose, når vi kommer hjem, ikke er en helt dum ide). 

For at få den rette bitterhed og sødme i teen udføres et hav af indviklet hælden op og hælden ud. Først koges vandet op og teen tilsættes. Så hældes et enkelt glas te op og stilles fra, der tilsættes mere vand og hele kandens indhold kasseres for at fjerne bitterstofferne fra tebladene. Nyt vand tilsættes og det koges op. Sukker tilsættes, der smages til, der koges op...

Er man særligt tilfreds med teen banker man glasset to gange i bakken, når man giver det tilbage. 

Er man i særligt festligt lag, har særligt god tid eller er man bare i det humør, kan tebryggeren tilføje en fjerde servering for en afdød eller for selvstændighed og hjemvenden for saharawierne. 

For en fortravlet dansker virker det indviklede teritual langtrukkent og overflødigt. Hvad er der nu galt med en kop elevator-te i to go-koppen og så videre ud af døren? Men for at folk, der først har udholdt spansk kolonimagt og derefter 16 års borgerkrig, der førte til marokkansk besættelse af størstedelen af territoriet og 40 års forvisning til en algerisk flygtningelejr, hvoraf de sidste 24 har været kendetegnet af ikke-voldelig modstand, så betyder tålmodighed noget. 

Når man følger tebrygningens langsommelighed og akkuratesse får man en følelse af, at det er symbol på mere end gæstfrihed. Det er symbolet på den lange, indædte kamp for selvbestemmelse og sit eget territorie. Det er kampen for ikke at miste sin kultur og sin identitet i et marokkansk område og i en algeriersk flygtningelejr. Det er en insisteren på at gøre ting "the saharawi way". 

Nu er den imidlertid snart ved at være opbrugt. Tålmodigheden. De unge, der ikke har oplevet borgerkrigen på egen krop er trætte af at vente. Trætte af at vente på et internationalt samfund, der har travlt med at kigge alle andre steder hen end mod Vestsahara, mens Marokko sælger rettighederne til udvinding af naturressourcerne i det besatte område til højestbydende - heriblandt også danske og europæiske virksomheder. 

De ældre bebrejder ikke ungdommens frustrationer. Når man snakker med dem virker de selv trætte. Trætte af at vente. Trætte af at holde de unge i ro. Trætte af at gøre alt efter "den store internationale drejebog for konfliktløsning" uden anden tak fra verdenssamfundet end ligegyldighed. 

Måske er det her, vi finder kimen til den næste flygtningekrise i Europa. Hvis de unge bliver så trætte af at vente, at de griber til våben, er det ikke til at sige, hvad der vil ske. 

Mens tålmodigheden måske er ved at være opbrugt, sidder jeg på et gulv hos Adala i flygtningelejren Smara og forsøger at lære teens tålmodige kunst af vores tolk og nu veninde Najla. Man får følelsen af, at så længe der er et tålmodigt te-ritual, er der stadig håb for en fredelig løsning. Hvis bare marokkanerne drak den samme te...

Verdens kortere introduktion til konflikten om Vestsahara

Måske er det forsimplet. Måske er det (for)ensidigt. Her er den i hvert fald: min mini-guide til konflikten:

1975: 

Spanien er træt af at være kolonimagt. Som en del af selvstændighed til Marokko og Mauretanien (som ligger hhv nord og syd for Vestsahara) overdrages administrationen af Vestsahara til disse to lande. Det kan man ikke efter gældende lov. Det er Spanien da ligeglad med - de skynder sig hjem over Gibraltar og kigger sig ikke tilbage. 

Marokko og Mauretanien invaderer Vestsahara. Hårde kampe for hurtigt Mauretanien til at trække sig ud, men krigen fortsætter. 

Saharawier flygter til lejre i Algeriets ørken ud for Tindouf. 

1991:

Verdenssamfundet griber ind i konflikten. Der skabes en demilitariseret zone mellem det lille område af Vestsahara under sarahawi-kontrol og det store marokkansk besatte område. FN-soldater indsættes. 

Det besluttes at ser skal afholdes en folkeafstemning blandt saharawier for at afgøre territoriet. Vil man tilhøre Marokko eller være selvstændige?

Den folkeafstemning er endnu ikke blevet afholdt. 

Herefter er konflikten fastlåst og har meget lidt international bevågenhed. 

Saharawierne fortsætter modstanden med ikke-voldelige midler. 

Marokko slår hårdt ned, men FN-missionen kortlægger ikke overtrædelser af menneskerettighederne. Det nedlægger Frankrig nemlig veto mod i FNs sikkerhedsråd hvert eneste år. 

Marokko sælger rettighederne til at udvinde naturressourcer i det besatte område til flere virksomheder - heriblandt mange europæiske og et par danske. Det er ulovligt ifølge international lov. 

2015:

Sveriges regering er tæt på at anerkende Vestsahara som Afrikas sidste koloni og dermed anerkende saharawiernes ret til selvbestemmelse. 

De unges tålmodighed til at fortsætte af den ikke-voldelige vej er måske ved at være opbrugt. 

Søndag aften i Oran

Klokken er 22 og vi er lige kommet ud i ankomsthallen. Vores connecting flight var skemalagt til at lette for 15 minutter siden. Temperaturen er på den gode side af 25 grader og vi håber stadig at flyet venter på os. 

På gebrokkent fransk bliver vi vist i retning mod indenrigsterminalen. Der er støvet, varmt og mørkt på gaden. Taxaer holder parkeret ved udgangen, nogle få palmer står under lygtepælene på parkeringspladsen. Vejen er hullet og udover taxschaufførernes tilråb om tilbud er der helt stille. Vi går langs en høj mur med pigtråd på toppen. Ved en port forsøger vi at komme ind, men bliver vinket videre af en mand i militæruniform. Få biler kører langsomt forbi os. 

Lidt efter lidt møder vi flere og flere mennesker. Og pludselig fyldes luften af kvindeskrig. "Ijijijijijij" lyder det i den stille nat. Det er ikke til at høre om skriget er glæde eller sorg. Pludselig er der fyldt med mennesker. De står alle presset op ad hegnet, der omkranser pladsen foran indenrigsterminalen. Mænd, kvinder og børn. Der er en forventningsfuld stemning. 

Indenrigsterminalen er et stort telt på solide metalstænger, der går dybt ned i jorden. Der er fyldt med politi på pladsen. 

Hvem er det mon de venter på? Et fodboldhold? Nogle kendte? Skrigene tager til. Der er bevægelse ved terminalens indgange. Ud kommer hvidklædte mennesker. Mændene i kjortler og kvinderne i slør. Der er mange ældre i blandt dem. De bliver omringet af deres familier, børn bliver kysset på hovedet, kvinder krammes. Det er de pilgrimme, der vender hjem fra Mekka. De har været væk fra deres familier længe og gensynsglæden er stor. Og i år er den ekstra stor. Flere hundrede pilgrimme omkom på grund af kaos og hvad flere øjenvidner betegner som dårlig forberedelse og dårlig krisehåndtering fra Saudi Arabiens side. Derfor er forventningen og glæden ekstra stor i år. Vores familie er samlet igen! 

Vi zigzagger ind og ud mellem familier og pilgrimme med vores bagage. Forsøger at undgå blitzlys og gensynskys. Endelig står vi ved hegnet ind til terminalen. En vagt ser mærkeligt på os - det er tydeligt, at det sidste fly er fløjet. Alligevel bliver vi lukket ind, så vi med egne øjne kan konstatere at den 50-50 chance, Air Algerie-medarbejderen i Paris vurderede, vi havde for at nå vores fly mod Tindouf, nu er lig med nul. 

Uventet overnatning

Det er svært at komme til Tindouf fra Danmark. Faktisk fra de fleste steder i verden. 

Men nu er vi her, og har været her omkring er døgn. Vi ankom kl 4 natten mellem mandag og tirsdag. Efter at have tilbragt næsten tredive timer på farten. 

Vores billet lød på tre fly og en rejsetid på tolv timer. 

Når man flyver med Air Algerie, er rejsetid kun vejledende - åbenbart. Og en forsinkelse på næsten en time fra Paris giver i følge flypersonalet en 50-50-chance for at nå den flyforbindelse der er skemalagt til at lette 45 minutter efter vores planmæssige touch down. Det kunne måske godt lade sig gøre. I teorien. 

Vi missede vores fly med ti minutter og var pludselig strandet i Oran kl 22 om aftenen. En lufthavn uden Air Algerie-personale, men masser af vagter, der kun kunne fransk og en ATM, der var løbet tør for penge.  Og med næste direkte forbindelse til Tindouf om en uge. 

(Sådan ser man ud, når man er træt af at vente)

Efter flere mere og mere desperate opkald til vores kontaktperson i Tindouf, der tolkede og kommunikerede med de flinke men i sidste ende uhjælpsomme vagter, så det ret sort ud. Måske kunne vi komme til Algiers i morgen og derfra til Tindouf. Måske ville Air Algerie betale. Måske skulle vi overnatte i lufthavnen. 

Vores kontaktperson insisterede på at vi hverken skulle betale billetter eller hotel. Vi var ret ligeglade med om vi skulle lægge ud for hotel og billetter. Bare vi kunne komme til Tindouf mandag. 

Efter fire timers tålmodig venten lykkedes det at finde ud af at næste fly til Algiers ville lette dagen efter Kl 11. Det gav os fem timer til at sove - hvis vi fandt et hotel nu. 

Ingen kunne hjælpe. Men med på lufthavnens wifi fandt vi vejen til et hotel en kilometer væk. Vi pakkede vores ting og gik målrettet mod udgangen. 

Og blev resolut stoppet af vagten. Hvor var vi på vej hen? Til et hotel for at sove. Ville vi tage en taxa? Nej, vi havde jo ingen penge. Hvordan ville vi så komme derhen? Ved at gå. Nej! På et splitsekund ændrede hans ansigtsudtryk sig til en blanding af beslutsomhed og forbløffet frygt. 

Og ti minutter senere stod der en Air Algerie-medarbejder med nye billetter, en hotel-voucher og en taxa. 

Hotellets navn lød som en IS-kriger og interiør og udsmykningen var en blanding af charterferie og falmet kolonitid. 

Men der var en rigtig seng, et bad og morgenmad morgen efter. Alt taget i betragtning bedre en den dobbeltseng, vi havde indrettet af to metalbænke i lufthavnen. 

Back on the blog

Måske har jeg rejst hundrede gange siden jeg sidst har skrevet her. Det føles lidt sådan. Så nu er jeg tilbage. I dag stod jeg op klokken 5.00 i Warszawa. Klokken 9 var jeg i København, klokken 15 i Paris og om lidt letter flyet mod Algeriet og Oran og Tindouf hvorfra jeg skal besøge de flygtningelejre der i over 40 år har huset flygtninge fra det besatte Vestsahara.