Vi bliver tilbudt te alle steder. Det er som den danske kaffetradition, bare mere insisterede og mere langtrukken. Du kan ikke takke nej til te. Og du kan ikke gå, før du har fået de obligatoriske tre serveringer. Den første bitter som livet, den anden sød som kærlighed og den tredje blød som døden.
Her er ikke tale om tre hurtige kopper elevator-te, men om et kunstfærdigt og minutiøst udført ritual, der forbinder beduinernes gæstfrihed med de fordrevnes veludviklede tålmodighed.
Hver saharawi laver sin te. Ritualet følges til punkt og prikke, men mængden af sukker og skum justeres efter smag, tid og opmærksomhed. Jo mere skum, jo bedre tager man sig af sine gæster. Skum er kærlighed.
Skummet laves ved at hælde te fra det ene glas til det andet med en bestemt og sikker hånd, mens resten af teen koges op i den lille, farvestrålende kande på det transportable ildsted, der uforfærdet placeres inden døre og midt i selskabet.
Imellem hver servering skal der laves nyt skum. Te flyttes mellem glas. Her er der ikke noget der hedder "mit glas" eller frygt for spytoverførte sygdomme (vi bliver enige om at et tjek for tuberkulose, når vi kommer hjem, ikke er en helt dum ide).
For at få den rette bitterhed og sødme i teen udføres et hav af indviklet hælden op og hælden ud. Først koges vandet op og teen tilsættes. Så hældes et enkelt glas te op og stilles fra, der tilsættes mere vand og hele kandens indhold kasseres for at fjerne bitterstofferne fra tebladene. Nyt vand tilsættes og det koges op. Sukker tilsættes, der smages til, der koges op...
Er man særligt tilfreds med teen banker man glasset to gange i bakken, når man giver det tilbage.
Er man i særligt festligt lag, har særligt god tid eller er man bare i det humør, kan tebryggeren tilføje en fjerde servering for en afdød eller for selvstændighed og hjemvenden for saharawierne.
For en fortravlet dansker virker det indviklede teritual langtrukkent og overflødigt. Hvad er der nu galt med en kop elevator-te i to go-koppen og så videre ud af døren? Men for at folk, der først har udholdt spansk kolonimagt og derefter 16 års borgerkrig, der førte til marokkansk besættelse af størstedelen af territoriet og 40 års forvisning til en algerisk flygtningelejr, hvoraf de sidste 24 har været kendetegnet af ikke-voldelig modstand, så betyder tålmodighed noget.
Når man følger tebrygningens langsommelighed og akkuratesse får man en følelse af, at det er symbol på mere end gæstfrihed. Det er symbolet på den lange, indædte kamp for selvbestemmelse og sit eget territorie. Det er kampen for ikke at miste sin kultur og sin identitet i et marokkansk område og i en algeriersk flygtningelejr. Det er en insisteren på at gøre ting "the saharawi way".
Nu er den imidlertid snart ved at være opbrugt. Tålmodigheden. De unge, der ikke har oplevet borgerkrigen på egen krop er trætte af at vente. Trætte af at vente på et internationalt samfund, der har travlt med at kigge alle andre steder hen end mod Vestsahara, mens Marokko sælger rettighederne til udvinding af naturressourcerne i det besatte område til højestbydende - heriblandt også danske og europæiske virksomheder.
De ældre bebrejder ikke ungdommens frustrationer. Når man snakker med dem virker de selv trætte. Trætte af at vente. Trætte af at holde de unge i ro. Trætte af at gøre alt efter "den store internationale drejebog for konfliktløsning" uden anden tak fra verdenssamfundet end ligegyldighed.
Måske er det her, vi finder kimen til den næste flygtningekrise i Europa. Hvis de unge bliver så trætte af at vente, at de griber til våben, er det ikke til at sige, hvad der vil ske.
Mens tålmodigheden måske er ved at være opbrugt, sidder jeg på et gulv hos Adala i flygtningelejren Smara og forsøger at lære teens tålmodige kunst af vores tolk og nu veninde Najla. Man får følelsen af, at så længe der er et tålmodigt te-ritual, er der stadig håb for en fredelig løsning. Hvis bare marokkanerne drak den samme te...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar