Måske er det forsimplet. Måske er det (for)ensidigt. Her er den i hvert fald: min mini-guide til konflikten:
1975:
Spanien er træt af at være kolonimagt. Som en del af selvstændighed til Marokko og Mauretanien (som ligger hhv nord og syd for Vestsahara) overdrages administrationen af Vestsahara til disse to lande. Det kan man ikke efter gældende lov. Det er Spanien da ligeglad med - de skynder sig hjem over Gibraltar og kigger sig ikke tilbage.
Marokko og Mauretanien invaderer Vestsahara. Hårde kampe for hurtigt Mauretanien til at trække sig ud, men krigen fortsætter.
Saharawier flygter til lejre i Algeriets ørken ud for Tindouf.
1991:
Verdenssamfundet griber ind i konflikten. Der skabes en demilitariseret zone mellem det lille område af Vestsahara under sarahawi-kontrol og det store marokkansk besatte område. FN-soldater indsættes.
Det besluttes at ser skal afholdes en folkeafstemning blandt saharawier for at afgøre territoriet. Vil man tilhøre Marokko eller være selvstændige?
Den folkeafstemning er endnu ikke blevet afholdt.
Herefter er konflikten fastlåst og har meget lidt international bevågenhed.
Saharawierne fortsætter modstanden med ikke-voldelige midler.
Marokko slår hårdt ned, men FN-missionen kortlægger ikke overtrædelser af menneskerettighederne. Det nedlægger Frankrig nemlig veto mod i FNs sikkerhedsråd hvert eneste år.
Marokko sælger rettighederne til at udvinde naturressourcer i det besatte område til flere virksomheder - heriblandt mange europæiske og et par danske. Det er ulovligt ifølge international lov.
2015:
Sveriges regering er tæt på at anerkende Vestsahara som Afrikas sidste koloni og dermed anerkende saharawiernes ret til selvbestemmelse.
De unges tålmodighed til at fortsætte af den ikke-voldelige vej er måske ved at være opbrugt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar