Klokken er 22 og vi er lige kommet ud i ankomsthallen. Vores connecting flight var skemalagt til at lette for 15 minutter siden. Temperaturen er på den gode side af 25 grader og vi håber stadig at flyet venter på os.
På gebrokkent fransk bliver vi vist i retning mod indenrigsterminalen. Der er støvet, varmt og mørkt på gaden. Taxaer holder parkeret ved udgangen, nogle få palmer står under lygtepælene på parkeringspladsen. Vejen er hullet og udover taxschaufførernes tilråb om tilbud er der helt stille. Vi går langs en høj mur med pigtråd på toppen. Ved en port forsøger vi at komme ind, men bliver vinket videre af en mand i militæruniform. Få biler kører langsomt forbi os.
Lidt efter lidt møder vi flere og flere mennesker. Og pludselig fyldes luften af kvindeskrig. "Ijijijijijij" lyder det i den stille nat. Det er ikke til at høre om skriget er glæde eller sorg. Pludselig er der fyldt med mennesker. De står alle presset op ad hegnet, der omkranser pladsen foran indenrigsterminalen. Mænd, kvinder og børn. Der er en forventningsfuld stemning.
Indenrigsterminalen er et stort telt på solide metalstænger, der går dybt ned i jorden. Der er fyldt med politi på pladsen.
Hvem er det mon de venter på? Et fodboldhold? Nogle kendte? Skrigene tager til. Der er bevægelse ved terminalens indgange. Ud kommer hvidklædte mennesker. Mændene i kjortler og kvinderne i slør. Der er mange ældre i blandt dem. De bliver omringet af deres familier, børn bliver kysset på hovedet, kvinder krammes. Det er de pilgrimme, der vender hjem fra Mekka. De har været væk fra deres familier længe og gensynsglæden er stor. Og i år er den ekstra stor. Flere hundrede pilgrimme omkom på grund af kaos og hvad flere øjenvidner betegner som dårlig forberedelse og dårlig krisehåndtering fra Saudi Arabiens side. Derfor er forventningen og glæden ekstra stor i år. Vores familie er samlet igen!
Vi zigzagger ind og ud mellem familier og pilgrimme med vores bagage. Forsøger at undgå blitzlys og gensynskys. Endelig står vi ved hegnet ind til terminalen. En vagt ser mærkeligt på os - det er tydeligt, at det sidste fly er fløjet. Alligevel bliver vi lukket ind, så vi med egne øjne kan konstatere at den 50-50 chance, Air Algerie-medarbejderen i Paris vurderede, vi havde for at nå vores fly mod Tindouf, nu er lig med nul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar