Min ankomst i Kiev efter otte timers ophold i lufthavne og fly forløb nogenlunde sådan her:
Paskontrollør: "Hvorfor kommer du fra Tallin?!"
Småparanoide Maj: "Det var billigere - og kun en mellemlanding (!)"
Paskontrollør (bladrer passet igennem og ser spændende visum fra Hviderusland, Rusland og Egypten): "Hvor skal du bo?"
Småparanoide Maj bevæger sig ud i en længere forklaring med angivelse af specifikke adresser og tidsrum.
Paskontrollør: "Kiev?"
Lidt lettet Maj: "Ja!"
Paskontrollør: "Hvad skal du her?"
Maj (nu lidt selvretfærdig): "EU-seminar!" (Så er de da nødt til at lukke ind)
En lettet Maj bliver vinket igennem.
Bagagebånd - tasken er med. Sejr!
Ud i ankomsthallen, målrettet forbi alle halv-autoriserede taxachauffører, der på engelsk og russisk tilbyder deres bil for billige euro eller dollars.
Finder taxa-billet-boden. Sikrer mig en pris hos personen bag skranken og lader mig føre ud til en holdende taxa. Som i øvrigt har taxameter og pænt holder sig til det. Indtil jeg skal betale og ikke får byttepenge. Okay så fik han 20 kr. i drikkepenge, men jeg føler mig stadig sej (sådan en uge i Sankt Petersborg med Isabella, kan virkelig sætte sig sine spor!)!
Nøgleudlevering går fint. Sød dame indtegner på kort, hvor jeg skal hen og så afsted.
Ved første kryds prikker en ældre mand mig på skulderen. Han lugter lidt af øl og ser lidt slidt ud. Ikke at jeg nødvendigvis gør et bedre indtryk selv - det blev til en enkelt times søvn inden jeg skulle med flyet i morges og jeg kan stadig lugte bodegaen i mit hår.
Manden peger på min taske: den er åben. Jeg nikker og prøve at forklare ham, at den er gået i stykker. Mon "kaput" betyder nogenlunde det samme på russisk som på dansk? Han viser med tegnsprog, at jeg bør tage tasken om på maven, så folk ikke kan stjæle fra den. Er Kiev så usikker en by? Jeg begynder at genoverveje, hvor pissesmart det lige var at tage to dage alene i den kæmpestore by, hvor jeg ikke kender nogen eller noget.
På den anden side af vejen er jeg nødt til at stoppe op for at se på mit kort. Hvilken vej mon jeg skal? Og så er manden der igen - hvor skal jeg hen? Jeg peger på kortet. Han ryster på hovedet: hvad er adressen?
Heldigvis har den søde dame skrevet adressen ned på et stykke papir, jeg finder det frem og viser det til ham. Hvis han kan pege mig i den rigtige retning, vil det da være dejligt.
Han nikker for sig selv, tager mig resolut i hånden og fører mig over vejen.
Efter et par meter, hvor jeg har set undrende på ham, går det op for ham, at han nok hellere må forklare, hvorfor han ikke bare pegede mig afsted "I work office" forklarer han. Nå okay så. Jeg er stadig supermistroisk og holder konstant øje med ham. "Heldigt han er så gammel, jeg kan sikkert løbe fra ham, hvis det skal være", tænker jeg. Og så er det jo højlys dag, og der er mennesker alle steder.
Min hotellejlighed ligger ikke langt væk. Den gemmer sig i en rimelig slidt bygning bag to kæmpehoteller. Opgangen er ikke mere tiltrækkende og slet ikke med bodegalugtende kontormedarbejder efter mig på trappen. Han følger mig helt hen til døren, sikrer sig at nøglen virker og spæner så nærmest ned ad trapperne igen. Det er tydeligt, at jeg ikke skal tro, han havde tænkt sig at gå med ind.
På mit bedste studieskolen-russisk, når jeg dog lige at spørge ham, inden han løber: "Kak vas savut?" Han ser undrende på mig, men svarer dog "Viktor". "Menja savut Maj. Spasiba balsjoi Viktor" Gode manerer har man vel lært. Og en mand, der hjælper en dum lille nyankommen turist uden at overfalde hende eller få penge for det fortjener da tak.
"Faith in humanity restored" kunne man næsten sige.
Så tak Viktor for at give mig et alletiders førstehåndsindtryk af Kiev.
Og tak til økonomisk opsving efter Sovietunionens kollaps for at det indre af min hotelejlighed er så meget mere luksuriøst end det ydre. Det her er en af de få gange, et hotel har overrasket positivt på prisen!
Sig hej til 300 kr. pr. nat 10 minutters gang fra hovedstrøget:
Paskontrollør: "Hvorfor kommer du fra Tallin?!"
Småparanoide Maj: "Det var billigere - og kun en mellemlanding (!)"
Paskontrollør (bladrer passet igennem og ser spændende visum fra Hviderusland, Rusland og Egypten): "Hvor skal du bo?"
Småparanoide Maj bevæger sig ud i en længere forklaring med angivelse af specifikke adresser og tidsrum.
Paskontrollør: "Kiev?"
Lidt lettet Maj: "Ja!"
Paskontrollør: "Hvad skal du her?"
Maj (nu lidt selvretfærdig): "EU-seminar!" (Så er de da nødt til at lukke ind)
En lettet Maj bliver vinket igennem.
Bagagebånd - tasken er med. Sejr!
Ud i ankomsthallen, målrettet forbi alle halv-autoriserede taxachauffører, der på engelsk og russisk tilbyder deres bil for billige euro eller dollars.
Finder taxa-billet-boden. Sikrer mig en pris hos personen bag skranken og lader mig føre ud til en holdende taxa. Som i øvrigt har taxameter og pænt holder sig til det. Indtil jeg skal betale og ikke får byttepenge. Okay så fik han 20 kr. i drikkepenge, men jeg føler mig stadig sej (sådan en uge i Sankt Petersborg med Isabella, kan virkelig sætte sig sine spor!)!
Nøgleudlevering går fint. Sød dame indtegner på kort, hvor jeg skal hen og så afsted.
Ved første kryds prikker en ældre mand mig på skulderen. Han lugter lidt af øl og ser lidt slidt ud. Ikke at jeg nødvendigvis gør et bedre indtryk selv - det blev til en enkelt times søvn inden jeg skulle med flyet i morges og jeg kan stadig lugte bodegaen i mit hår.
Manden peger på min taske: den er åben. Jeg nikker og prøve at forklare ham, at den er gået i stykker. Mon "kaput" betyder nogenlunde det samme på russisk som på dansk? Han viser med tegnsprog, at jeg bør tage tasken om på maven, så folk ikke kan stjæle fra den. Er Kiev så usikker en by? Jeg begynder at genoverveje, hvor pissesmart det lige var at tage to dage alene i den kæmpestore by, hvor jeg ikke kender nogen eller noget.
På den anden side af vejen er jeg nødt til at stoppe op for at se på mit kort. Hvilken vej mon jeg skal? Og så er manden der igen - hvor skal jeg hen? Jeg peger på kortet. Han ryster på hovedet: hvad er adressen?
Heldigvis har den søde dame skrevet adressen ned på et stykke papir, jeg finder det frem og viser det til ham. Hvis han kan pege mig i den rigtige retning, vil det da være dejligt.
Han nikker for sig selv, tager mig resolut i hånden og fører mig over vejen.
Efter et par meter, hvor jeg har set undrende på ham, går det op for ham, at han nok hellere må forklare, hvorfor han ikke bare pegede mig afsted "I work office" forklarer han. Nå okay så. Jeg er stadig supermistroisk og holder konstant øje med ham. "Heldigt han er så gammel, jeg kan sikkert løbe fra ham, hvis det skal være", tænker jeg. Og så er det jo højlys dag, og der er mennesker alle steder.
Min hotellejlighed ligger ikke langt væk. Den gemmer sig i en rimelig slidt bygning bag to kæmpehoteller. Opgangen er ikke mere tiltrækkende og slet ikke med bodegalugtende kontormedarbejder efter mig på trappen. Han følger mig helt hen til døren, sikrer sig at nøglen virker og spæner så nærmest ned ad trapperne igen. Det er tydeligt, at jeg ikke skal tro, han havde tænkt sig at gå med ind.
På mit bedste studieskolen-russisk, når jeg dog lige at spørge ham, inden han løber: "Kak vas savut?" Han ser undrende på mig, men svarer dog "Viktor". "Menja savut Maj. Spasiba balsjoi Viktor" Gode manerer har man vel lært. Og en mand, der hjælper en dum lille nyankommen turist uden at overfalde hende eller få penge for det fortjener da tak.
"Faith in humanity restored" kunne man næsten sige.
Så tak Viktor for at give mig et alletiders førstehåndsindtryk af Kiev.
Og tak til økonomisk opsving efter Sovietunionens kollaps for at det indre af min hotelejlighed er så meget mere luksuriøst end det ydre. Det her er en af de få gange, et hotel har overrasket positivt på prisen!
Sig hej til 300 kr. pr. nat 10 minutters gang fra hovedstrøget:
 |
| Jeg har køkken. Og vaskemaskine! |
 |
| Det er et badekar! Og der er varmt vand! |
 |
| Dobbeltdyne! Kun til mig! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar