Mareridt og balsamerede munke

I nat havde jeg mareridt. Pissetræls. Første nat i Kiev havde jeg ellers sovet som et lille barn. Næsten 12 timer i streg - og det på trods af en opgang, hvor man kan høre alle trin og nøgler i låse og en hotellejlighed hvor alle flader spejler hinanden. Ja selv loftet var så plastic-glat, at man kunne se sig selv.

Men altså i nat var det mig ikke forundt med babysøvn. Og jeg bebrejder amerikanske Edward. Ingen mindre.

Edward virker ellers som en tilforladelig mand midt i fyrrerne. Couchsurfer med mange positive referencer. Arkæolog.

Det var uden tvivl det sidste, der gjorde, at jeg sagde ja til at mødes med ham til en kop kaffe, da han reagerede på mit opslag på Couchsurfing. Man er jo lidt mistroisk når en halvgammel mand tilbyder sit lokalkendskab. Men en arkæolog!

Da vi så sidder ved Olympia st med udsigt til Dynamos hjemmebanestadion og drikker kaffe på Edwards regning, viser det sig, at han ikke er rigtig arkæolog. Eller i følge ham selv er han den rigtigste slags. Han er nemlig en af dem, der graver efter sandheden. Prøv at google "forbidden archeology".

Og så bruger vi - eller han - altså de næste tre timer på at forklare mig, hvordan alt jeg ved i virkeligheden er en løgn, globalisterne fortæller os alle sammen, fordi vi ikke må kende sandheden. Sandheden om Gud og Djævelens kamp, der udspiller sig lige foran os i kraft af engle og faldne engle - dæmoner.

En del af den her meget lange enetale, som mest af alt er en rundtur på hans hjemmeside (OBS han tracker din IP-adresse, når du besøger den), består af en række eksempler på folk, der har fået besøg af engle. Ham selv bl.a. Engle, som viser sig fysisk foran ham eller andre, for at vise dem, at Gud findes.

Han fortæller bl.a. om historien om en ældre kvinde, der er for svagelig til at rejse sig efter brænde og derfor beder til Gud om enten at lade hende dø eller lade nogen komme og hjælpe hende. Ind ad døren kommer en mand bærende på brænde. Han lægger brænde i kaminen og går ud og henter mere brænde at lægge ved siden af. Hele tiden vender han hovedet væk fra kvinden. Lige da han skal til at gå ud anden gang, råber hun efter ham "Vent! Er du en engel?" og han vender hovedet, smiler til hende og går ud.

Da Edward læste denne historie første gang, oplevede han at noget åndede ham i øret, lige da han læse sidste del af historien.

Han er overbevist om at det var en engel.

Og her er det så mit mareridt kommer ind i billedet. Man skulle tro, at jeg drømte om alle de historier om dæmoner, han også fortalte (og som jeg kommer ind på senere), men nej. Jeg vågnede stort set hver gang nogen drejede en nøgle i opgangen i morges med bankende hjerte og tanken "lad være med at komme ind, jeg er ikke klar!" Jeg var simpelthen sygeligt angst for at blive overrasket af en engel, der ville tvinge sin eksistens ned over mig. Jeg vil have lov til ikke at tro. Mærkeligt.

Men Edward fortalte også skræmmende historier om djævle. Og et af de steder, han er overbevist om, der er en masse, tog jeg til i dag. Det er et af Kievs største turistattraktioner. Klosteret Kiev-Pechersk Lavra.

Virkelig smukt og kæmpestort.

Det der især er interessant ved klosteret er, at dets munke er balsamerede og begravet i udgravede klippegange under klosteret. De ligger altså svøbt i klæder i små glasmontre eller begravet ind i klippevæggen og kun med en lille fordybning, hvor indgangen har været, til at markere stedet.

Gangene er oplyst af olielys og de besøgendes stearinlys. Og så er der virkelig varmt. Så man forstår godt, hvis den gode Edward har fået associationer til helvede. Især fordi hans religiøsitet ikke er udsprunget af nogen ortodoksi.

De lokale valfarter nemlig til grotterne, beder til munkene og kysser deres kister, fordybninger og ikoner. 

Som man jo gør i den ortodokse religion. 

Og ja det var der mærkeligt. Når nu man er lutheraner. Og lidt klaustrofobisk. Men egentlig også lidt rart. Der var helt stille og en stemning af intens fordybelse. Men som med alle besøg på religiøse steder, følte jeg mig lidt i vejen. På trods af at jeg havde ofret 2,5 kr på et stearinlys ved indgangen for at passe bare lidt ind.

Desværre måtte man ikke tage billeder og det har ikke lykkedes mig at finde nogle gode på nettet heller, så I må nøjes med skiltet.

Det bliver spændende at se om mine drømme går i den retning i nat.