Rakia, georgisk vin, vodka, salmiakki, Brøndums snaps og meget mere

Intercultural evening! Højdepunktet på enhver YiA-aktivitet.

Aldrig har jeg set så meget slik og sprut fra så mange forskellige lande samlet på et sted. Det var fantastisk!

Og befriende var det også: 

Hele dagen havde vi brugt på at diskutere inklusion, nedbrydelse af stereotyper og inddragelse af unge med færre muligheder i EU. Vi havde snakket om, hvor vigtigt det er at holde mund og lytte. Aktivt. Især når man har med forskellige kulturer at gøre. Da vi tidligere på dagen fx havde brugt halvanden time på at klippe-klistre en planche over et helt særligt learning experience, havde jeg selv valgt oplevelsen med uoverenstemmelse omkring varm eller kold frokost med hviderusserne.

Hele dagen havde vi været politisk korrekte, men nu skulle det være slut!

Interkulturel aften, hvor alle nationaliteter medbringer noget helt særligt nationalt, er en paradeopvisning i bekræftelse af den ene stereotyp efter den anden. Med store flag, nationaldragter og "skål" på syv forskellige sprog.

Her et lille udpluk af aftenen:

Nonformal, informal learning

Nonformal and informal learning. Experimental learning. Partnership building. Advanced Planning Visit. Final report.

Onsdag føj det rundt med alle buzzwords fra Youth in Actions Programme Guide.

Vi var blevet bedt om at læse den i forvejen - altså bare afsnittet om ungdomsudvekslinger - og de fem pligtopfyldende danskere havde selvfølgelig gjort det. Fire ud af fem af os har tidligere skrevet ansøgninger i YiA-regi og tre ud af fem af os har tidligere erfaring med ungdomsudvekslinger.

Vi var derfor ret overraskede, da vi erfarede at:

1. Halvdelen af deltagerne er helt nybegyndere i YiA

2. Præsentationen af YiA programmet blev taget helt ned og forklaret fra bunden. På trods af at vi skulle læse det hjemmefra.

Men som den VPG-uddannede underviser jeg jo er, lænede jeg mig tilbage og studerede undervisningsmetoder og learning outcome blandt mine medkursister. Lige i EUs sande ånd.

Vi har nok haft krea-kassen fremme 10 gange indtil videre. Danskerne (og finnerne for at være fair) får grå hår og østeuropæerne ser en ny verden.

De forskellige stadier i et projekt blev forklaret med en linje på gulvet. Vi elsker det!

I grupper skulle vi give bud på, hvordan man laver det DÅRLIGSTE projekt. Omvendt psykologi - det er for fedt!

Toget ruller

Vi er så småt ved at være halvvejs igennem kurset og vores "Eastern Express" er så småt ved at komme op i fart.

Hele tirsdag - den første hele dag i programmet - var dedikeret til teambuilding. Som dansker med flere års foreningserfaring og dermed rigeligt med foreningsmæssigt røv i bukserne er EN HEL DAG med teambuilding altså lige til at få lange løg af.

Men man er jo godt opdraget og bider det i sig. Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg for det første fået en masse nye øvelser, der helt sikkert skal afprøves på mit Ungdomslederkursus i påsken. For det andet fungerede det faktisk rigtig godt, at vi brugte så meget tid på at nedbryde barrierer , så det nu er meget nemmere, at sætte sig ved et tilfældigt bord ved morgenmaden og snakke.

Tirsdag havde vi også en "NGO fair", hvor vi ultrakort præsenterede vores organisationer for hinanden. Der er ikke to fra den samme organisation her, så der burde være muligheder for at finde samarbejdspartnere - og jeg havde da også med det samme øjne på mulige partnere.

 Her præsenterer Manana fra Georgien hendes organisation, der vil engagere unge i lokaldemokratiet og oprette ungdomsråd. Jeg var straks lutter øren!

Røde Mor

Stærke kvinder og Sovjetminder. What's not to like?

Som en hver anden tidligere sovjetstat har Ukraine sine bombastiske mindesmærker over Den Store Fædrelandskrig. Den der krig vi andre bare kalder den anden. Verdenskrig forstås. Men for Sovjetunionen var det Den Store Fædrelandskrig og den kræver et mindesmærke.

I Ukraine er det mindesmærke blevet en form for ukrainsk version af Frihedsgudinden: En mægtig kvinde i skinnende stål, som man ikke kan undgå at se, når man kører fra lufthavnen mod bymidten.

Det er Røde Mor.

Imponerende som sådanne skulpturer har det med at være - ikke mindst når de er sovjetiske. Alligevel er hun mere imponerende end fx soldaten i Treptower Park i Berlin. Måske fordi hun er i stål og skinner i solen.

Vi var i hvert fald meget imponerede. NAUsen og mig.

Som det sig hør og bør, var der også et bombastisk indgangsparti:

Og en samling af militærformåen fra krigen. Det har jeg alligevel ikke set andre steder (endnu).

Det måske allerbedste ved disse mindesmærker er de udhuggede skulpturer. Menneskene. Historien om et helt folks krig. Et helt folks lidelse og selvopofrelse.

Og sidst men ved Røde Mor bestemt ikke mindst: Den evigt brændende flamme.

Mareridt og balsamerede munke

I nat havde jeg mareridt. Pissetræls. Første nat i Kiev havde jeg ellers sovet som et lille barn. Næsten 12 timer i streg - og det på trods af en opgang, hvor man kan høre alle trin og nøgler i låse og en hotellejlighed hvor alle flader spejler hinanden. Ja selv loftet var så plastic-glat, at man kunne se sig selv.

Men altså i nat var det mig ikke forundt med babysøvn. Og jeg bebrejder amerikanske Edward. Ingen mindre.

Edward virker ellers som en tilforladelig mand midt i fyrrerne. Couchsurfer med mange positive referencer. Arkæolog.

Det var uden tvivl det sidste, der gjorde, at jeg sagde ja til at mødes med ham til en kop kaffe, da han reagerede på mit opslag på Couchsurfing. Man er jo lidt mistroisk når en halvgammel mand tilbyder sit lokalkendskab. Men en arkæolog!

Da vi så sidder ved Olympia st med udsigt til Dynamos hjemmebanestadion og drikker kaffe på Edwards regning, viser det sig, at han ikke er rigtig arkæolog. Eller i følge ham selv er han den rigtigste slags. Han er nemlig en af dem, der graver efter sandheden. Prøv at google "forbidden archeology".

Og så bruger vi - eller han - altså de næste tre timer på at forklare mig, hvordan alt jeg ved i virkeligheden er en løgn, globalisterne fortæller os alle sammen, fordi vi ikke må kende sandheden. Sandheden om Gud og Djævelens kamp, der udspiller sig lige foran os i kraft af engle og faldne engle - dæmoner.

En del af den her meget lange enetale, som mest af alt er en rundtur på hans hjemmeside (OBS han tracker din IP-adresse, når du besøger den), består af en række eksempler på folk, der har fået besøg af engle. Ham selv bl.a. Engle, som viser sig fysisk foran ham eller andre, for at vise dem, at Gud findes.

Han fortæller bl.a. om historien om en ældre kvinde, der er for svagelig til at rejse sig efter brænde og derfor beder til Gud om enten at lade hende dø eller lade nogen komme og hjælpe hende. Ind ad døren kommer en mand bærende på brænde. Han lægger brænde i kaminen og går ud og henter mere brænde at lægge ved siden af. Hele tiden vender han hovedet væk fra kvinden. Lige da han skal til at gå ud anden gang, råber hun efter ham "Vent! Er du en engel?" og han vender hovedet, smiler til hende og går ud.

Da Edward læste denne historie første gang, oplevede han at noget åndede ham i øret, lige da han læse sidste del af historien.

Han er overbevist om at det var en engel.

Og her er det så mit mareridt kommer ind i billedet. Man skulle tro, at jeg drømte om alle de historier om dæmoner, han også fortalte (og som jeg kommer ind på senere), men nej. Jeg vågnede stort set hver gang nogen drejede en nøgle i opgangen i morges med bankende hjerte og tanken "lad være med at komme ind, jeg er ikke klar!" Jeg var simpelthen sygeligt angst for at blive overrasket af en engel, der ville tvinge sin eksistens ned over mig. Jeg vil have lov til ikke at tro. Mærkeligt.

Men Edward fortalte også skræmmende historier om djævle. Og et af de steder, han er overbevist om, der er en masse, tog jeg til i dag. Det er et af Kievs største turistattraktioner. Klosteret Kiev-Pechersk Lavra.

Virkelig smukt og kæmpestort.

Det der især er interessant ved klosteret er, at dets munke er balsamerede og begravet i udgravede klippegange under klosteret. De ligger altså svøbt i klæder i små glasmontre eller begravet ind i klippevæggen og kun med en lille fordybning, hvor indgangen har været, til at markere stedet.

Gangene er oplyst af olielys og de besøgendes stearinlys. Og så er der virkelig varmt. Så man forstår godt, hvis den gode Edward har fået associationer til helvede. Især fordi hans religiøsitet ikke er udsprunget af nogen ortodoksi.

De lokale valfarter nemlig til grotterne, beder til munkene og kysser deres kister, fordybninger og ikoner. 

Som man jo gør i den ortodokse religion. 

Og ja det var der mærkeligt. Når nu man er lutheraner. Og lidt klaustrofobisk. Men egentlig også lidt rart. Der var helt stille og en stemning af intens fordybelse. Men som med alle besøg på religiøse steder, følte jeg mig lidt i vejen. På trods af at jeg havde ofret 2,5 kr på et stearinlys ved indgangen for at passe bare lidt ind.

Desværre måtte man ikke tage billeder og det har ikke lykkedes mig at finde nogle gode på nettet heller, så I må nøjes med skiltet.

Det bliver spændende at se om mine drømme går i den retning i nat.

Så er vi i gang!

Seminaret er vist ikke officielt startet endnu - mandag er trods alt bare "rejsedag" - men vi har nu alligevel været samlet nede i seminarsalen. Næsten alle sammen. Det lader til at størstedelen af den danske delegation lader vente på sig. Men stadig.

Aftensmaden blev serveret på rigtig østeuropa-hotel-maner med forretten ventende ved bordet og hovedretten serveret, så snart man har slikket det sidste forret væk. Der var dog ingen dessert. Øv.
Og jeg fik selvfølgelig placeret mig ved underviserbordet, som den dengse jeg nu engang er.

Man kunne frygte at sådan en umiddelbar afstandtagen til de andre deltagere ville brændemærke mit sociale engagement på seminaret, men det fik 45 minutters intensive teambuildingøvelser heldigvis lavet om på.

Så nu har jeg fortalt halvdelen af deltagerne, at jeg har redet. Og hele forsamlingen er blevet bekendt med, at jeg er en af de få - og mærkelige - der kan lide tidlige morgener.
Til gengæld er der kun to i hele forsamlingen, der kan røre deres næse med tungen. Og kun en, der har et fornavn på mere end 9 bogstaver. Det er Marja-Riitta, som jeg deler værelse med. Finne, aktiv i 4H (lidt ligesom vores ungdomskoler) og mor til 4 med endnu en på vej.
Der er en del i selskabet, der kan mere end 3 sprog og mange kender hinanden i forvejen. Eller også får sprogfælleskaberne det bare til at virke sådan.

Marja-Riitta og jeg er gået tidligt til ro i dag. Hun er gravid-syg, og mit hoved er ved at eksplodere. Så jeg har allieret mig med cola.

I morgen skal vi bruge nærmest hele dagen på mere "lær hinanden at kende". Det er fedt at være kursist på sådan et løst program. Og selvfølgelig godt og vigtigt når en stor del af programmet handler om at bygge nye partnerskaber.
Men hvis det var mig, der skulle forvalte så mange penge, havde jeg nok proppet programmet lidt mere. 

Klog bli'r man af skade... og venlighed (!)

Min ankomst i Kiev efter otte timers ophold i lufthavne og fly forløb nogenlunde sådan her:

Paskontrollør: "Hvorfor kommer du fra Tallin?!"
Småparanoide Maj: "Det var billigere - og kun en mellemlanding (!)"
Paskontrollør (bladrer passet igennem og ser spændende visum fra Hviderusland, Rusland og Egypten): "Hvor skal du bo?"
Småparanoide Maj bevæger sig ud i en længere forklaring med angivelse af specifikke adresser og tidsrum.
Paskontrollør: "Kiev?"
Lidt lettet Maj: "Ja!"
Paskontrollør: "Hvad skal du her?"
Maj (nu lidt selvretfærdig): "EU-seminar!" (Så er de da nødt til at lukke ind)
En lettet Maj bliver vinket igennem.

Bagagebånd - tasken er med. Sejr!

Ud i ankomsthallen, målrettet forbi alle halv-autoriserede taxachauffører, der på engelsk og russisk tilbyder deres bil for billige euro eller dollars.
Finder taxa-billet-boden. Sikrer mig en pris hos personen bag skranken og lader mig føre ud til en holdende taxa. Som i øvrigt har taxameter og pænt holder sig til det. Indtil jeg skal betale og ikke får byttepenge. Okay så fik han 20 kr. i drikkepenge, men jeg føler mig stadig sej (sådan en uge i Sankt Petersborg med Isabella, kan virkelig sætte sig sine spor!)!

Nøgleudlevering går fint. Sød dame indtegner på kort, hvor jeg skal hen og så afsted.

Ved første kryds prikker en ældre mand mig på skulderen. Han lugter lidt af øl og ser lidt slidt ud. Ikke at jeg nødvendigvis gør et bedre indtryk selv - det blev til en enkelt times søvn inden jeg skulle med flyet i morges og jeg kan stadig lugte bodegaen i mit hår.

Manden peger på min taske: den er åben. Jeg nikker og prøve at forklare ham, at den er gået i stykker. Mon "kaput" betyder nogenlunde det samme på russisk som på dansk? Han viser med tegnsprog, at jeg bør tage tasken om på maven, så folk ikke kan stjæle fra den. Er Kiev så usikker en by? Jeg begynder at genoverveje, hvor pissesmart det lige var at tage to dage alene i den kæmpestore by, hvor jeg ikke kender nogen eller noget.

På den anden side af vejen er jeg nødt til at stoppe op for at se på mit kort. Hvilken vej mon jeg skal? Og så er manden der igen - hvor skal jeg hen? Jeg peger på kortet. Han ryster på hovedet: hvad er adressen?
Heldigvis har den søde dame skrevet adressen ned på et stykke papir, jeg finder det frem og viser det til ham. Hvis han kan pege mig i den rigtige retning, vil det da være dejligt.

Han nikker for sig selv, tager mig resolut i hånden og fører mig over vejen.

Efter et par meter, hvor jeg har set undrende på ham, går det op for ham, at han nok hellere må forklare, hvorfor han ikke bare pegede mig afsted "I work office" forklarer han. Nå okay så. Jeg er stadig supermistroisk og holder konstant øje med ham. "Heldigt han er så gammel, jeg kan sikkert løbe fra ham, hvis det skal være", tænker jeg. Og så er det jo højlys dag, og der er mennesker alle steder.

Min hotellejlighed ligger ikke langt væk. Den gemmer sig i en rimelig slidt bygning bag to kæmpehoteller. Opgangen er ikke mere tiltrækkende og slet ikke med bodegalugtende kontormedarbejder efter mig på trappen. Han følger mig helt hen til døren, sikrer sig at nøglen virker og spæner så nærmest ned ad trapperne igen. Det er tydeligt, at jeg ikke skal tro, han havde tænkt sig at gå med ind.

På mit bedste studieskolen-russisk, når jeg dog lige at spørge ham, inden han løber: "Kak vas savut?" Han ser undrende på mig, men svarer dog "Viktor". "Menja savut Maj. Spasiba balsjoi Viktor" Gode manerer har man vel lært. Og en mand, der hjælper en dum lille nyankommen turist uden at overfalde hende eller få penge for det fortjener da tak.

"Faith in humanity restored" kunne man næsten sige.

Så tak Viktor for at give mig et alletiders førstehåndsindtryk af Kiev.

Og tak til økonomisk opsving efter Sovietunionens kollaps for at det indre af min hotelejlighed er så meget mere luksuriøst end det ydre. Det her er en af de få gange, et hotel har overrasket positivt på prisen!
Sig hej til 300 kr. pr. nat 10 minutters gang fra hovedstrøget:

Jeg har køkken. Og vaskemaskine!

Det er et badekar! Og der er varmt vand!

Dobbeltdyne! Kun til mig!

Keep calm and travel on

"Dét er jo dig!" udbrød Lina, da jeg tog postkortet ned fra stativet. "Ja", tænkte jeg.

Vi står i en helt utroligt fantastisk og lillebitte butik i Friedrichshain, Berlin, på studietur med de dejlige DSUere, og jeg kan se frem til at skulle udenlands en gang om måneden fra nu og frem til sommer. Så selvfølgelig er det mig!

Postkort-episoden udspillede sig i vinterferien, nu er det midt-marts og jeg sidder i Kiev. Anden rejse på to måneder. Alletiders!

Selvom det her semester jo egentligt skulle have været det semester, hvor jeg endelig tog mig sammen. Hvor jeg kom til alle forelæsninger. Og læste hele mit pensum. Inden eksamen. Godt jeg har to bachelorsemestre mere at øve mig på, siger jeg bare!

Baron Luftsprung aka Rejsedyret

Her vil jeg løbende fortælle om mine små ture rundt i verden. Og fra næste rejse bliver det med min nye, trofaste rejsefølgesvend: Baron Luftsprung aka Rejsedyret!

NAUsen og udsigten fra
vores værelse i Kiev

Indtil Rejsedyret får foretaget den lange og besværlige rejse fra Friedrichshain til Valby gør hans fætter NAUsen mig selskab. NAUsens skal lige vende sig til menneskeligt selskab inden han bliver vandrepokal mellem de danske ungdomsråd.

Men nok om mine skøre bamser, igang med rejseriet!