At leve langsomt

I går blev en af mine typiske "black out" dage: Da Bo i går aftes spurgte mig, hvad jeg havde lavet, kunne jeg simpelthen ikke huske det. Ingenting. Normalt skyldes det vist, at jeg laver lidt for mange ting - lever lidt for hurtigt til at min hukommelse helt kan følge med - men i går var det simpelthen fordi jeg bare havde befundet mig i en lille langsom boble af rart. Af rigtigt rart. Og når hukommelsen svigter er det jo godt, at man har fotodokumenteret sin færden (er det ikke også et råd demente får?).

Dagen startede langsomt ud med lidt tømmermænd i 23graders varme. Sådan er det, når man først går i seng efter solen er stået op. Tømmermændene blev akkompagneret af rigtige, levende tømmermænd, som hamrede, banke, pudsede og sleb på lejligheden lige under mig. Jamen godmorgen til jer også!

Efter at have gået lidt i cirkler om mig selv for at pakke og tage toppen af tømmermændene, hoppede jeg på en bus i retning mod centrum.

Planen var at hoppe af ved Studenterparken og forsøge for nu tredje gang at finde det etnografiske museum. Skæbnen ville dog at mit lånte "Rejsekort" (ja, Beograd har en ækvivalent til vores udskældte Rejsekort) ikke havde nogle credits på. Overhovedet. Og at jeg selvfølgelig blev tjekket halvvejs gennem turen. Og ikke havde nok kontanter til at betale bøden. Så ud af bussen måtte jeg, eskorteret af to kontrollører, der pænt ventede mens jeg hævede penge og betalte bøden på det svimlende beløb 1.000 dinar (hvilket cirka er 10 euro). Dum bøde, jaja. Men kontrolløren var nærmest mere ked af det end mig, der til gengæld følte mig en anelse arrogant, da jeg betalte bøden uden at fortrække en mine af den stak på 10.000 dinar, jeg lige havde hævet.

Så planen blev ændret lidt og jeg sjoskede resten af vejen ind til byen, fandt nationalmuseet, som jeg valgte ikke at besøge i denne omgang, så forkert på kortet og begav mig ud ad en helt forkert gade og pludselig stod jeg ved Skadarlija - Beograds Montmartre, det gamle boheme-kvarter.

Hvorfor er det i øvrigt at alting bliver målt op mod Vesteuropa? Hvorfor kalder man Skadarlija for Beograds Montmartre? Hvorfor er det ikke Montmartre, der er Paris' Skadarlija?
Jojo, så er der nok nogen der vil indvende noget med stedernes alder eller at Montmartre er videre kendt. Jaja. Jaja. Men stadig. Længe leve vestlige arrogance...

Skadarlija er til gengæld en ret så fin gade, der også bringer minder om Andriyivsky uzviz i Kiev - faktisk mere end Montmartre...

Og jeg fik både købt det fineste postkort og en dejlig espresso og fik tid til at sidde lidt stille og bare nyde det hele.

Sidde stille, nyde livet og bare leve langsomt er der også nogle udmærkede steder til omkring Kalemegdan, som på mange måder er ved at blive mit yndlingssted. Denne gang gik jeg uden for murene og fandt en lille uforstyrret plet på græsset med udsigt ud over begge floder. Så bliver livet ikke meget bedre.

Og til sidst fandt jeg endelig det etnografiske museum. Og blev endnu en gang slået af lighederne mellem vores kulturer. Når man går rundt på etnografiske museum i Beograd og ser på nationaldragter og interiør fra det 19. og 20. århundrede, kunne man lige så godt befinde sig på Gammel Estrup eller Det Kulturhistoriske Museum i Randers (mit andet hjem). Eller det landsburgs-frilandsmuseum Laura og jeg besøgte i Hviderusland.

Selvfølgelig er der noget med mønstrene på tøjet, små detaljer i de lokale og regionale skikke, religionen, som trods alt er lidt anderledes, og hvilke former for landbrug, der primært blev dyrket. Men overordnet er der overordentligt store ligheder.
Måske burde man i stedet for den evindelige "cultural evening", der mest af alt er en opvisning i bekræftelse af kulturelle stereotyper, tage folk med på kulturhistorisk museum. Det er for mig i hvert fald her, hvor lighederne mellem vores kulturer for alvor bliver synlig.

Se for eksempel dette interiør. Det billede kunne ligeså vel være taget i Randers.

Måske tager jeg aldrig hjem...

Jeg smelter her foran computeren i den lånte lejlighed, mens naboens hund begynder at gø, som den har gjort hver dag på dette tidspunkt, bilerne kører langsomt forbi på de smalle og stejle gader og luften står næsten stille.
I morgen skal jeg tilbage. Tilbage til kolde, regnfulde, grå, alt-for-tidligt-efterårs-Danmark. Tilbage til sure pligter, et arbejde, hvor vi konstant er bagud især nu efter ferien, et studie, der kun giver mig dårlig samvittighed, fordi dette semester selvfølgelig også bliver det, hvor jeg virkelig tager mig sammen, kommer til alle forelæsninger og læser hele pensum inden læseferien - ligesom alle fire semestre før det og en to do-liste så lang at jeg for længst har opgivet at forsøge at skrive den ned nogen steder. Tilbage til en tilværelse som mere og mere lever mig i stedet for omvendt. En tilværelse som ikke er mig.

Jeg leger med tanken om bare at blive. Eller tage videre. Ud i verden. Jeg købte først min hjembillet lige inden jeg tog af sted i torsdags. Den kan faktisk stadig ombookes, jeg har endnu ikke tjekket ind online. Og helt ærligt. Jeg har alt med mig, jeg har brug for for at være væk den næste uge, den næste måned, det næste år. Jeg kan have alt, jeg har brug for, på mig.
Som jeg sidder her i varmen og kigger ud på Beograds støvede farver, varmedisen, der hænger over bakkerne, er det det her der er virkeligt. Ikke mit liv og mine pligter hjemme i fjerne og nu alt for kolde Danmark. Det er det her, jeg vil. Jeg vil rejse. Jeg vil have tid og råd til at rejse. Til ikke at være bundet af noget. 
En stemme i mit hoved fortæller mig, at det er en barnlig og egoistisk drøm. At voksne, ansvarlige mennesker tager ansvar. Ansvar for mere end sig selv. Og jeg har et ansvar. For mere end mig selv.
Og selvfølgelig kommer jeg hjem. I morgen. Mandag.

Men lige nu lever drømmen, så jeg pakker stemmen væk bagerst i hovedet og går ud i solen. Lige nu er jeg her. I varmen. Langt væk fra det hele. Og det er det eneste, der tæller.

Foodstagramming vol. 1

Nej, jeg er ikke helt typen, der ligger et hav af madbilleder op på min instagram-profil. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke har lyst til det.

I stedet kommer de her. Tag godt imod: Majs kulinariske Serbienstur

Frokost: Mit livs første pizzaroll

Nej, man skal ikke spise pizza, når man er på ferie med mindre ferien er i Italien. Men nu havde jeg altså vandret op og ned ad hovedstrøget i min søgen efter noget to go-agtigt street food og mit blodsukker var ved at nå til et kritisk-lavt stadie. Så jeg gik efter det nemme valg: pizza!

Men hvad ser jeg så? Man kan købe en pizza roll. Aldrig i mit liv har jeg før fået sådan en, så det må da tælle som lidt eksotisk!

Hvad havde jeg så forventet? Jamen, jeg ved det ikke. Måske lidt en calzone, bare rullet? Jeg havde i hvert fald under ingen omstændigheder forestillet mig dette:

Ja, det er jo hvad det ligner: En indbagt hotdog med sennep og svampe.

Godt så. Så er det ligesom prøvet. Ville jeg gøre det igen? Tja. Kan man få den uden pølse måske?

Value for money?

Det luksuriøse ved at have en hel lejlighed for mig selv, er at jeg kan spare uanede mængder penge på mad (nej, ikke fordi jeg tømmer min værts skabe - de er tomme, har tjekket). Så mig ud og handle lidt forskelligt ind for at kunne overleve her i weekenden.

Blandt andet skal der jo morgenmad til. Selvom det ikke rigtig er noget serberne praktiserer - de går praktisk talt indtil klokken tre-fire-stykker på intet andet end kaffe og måske noget blødt brød on the go - så marcherer denne enmandshær bedst på fyldt morgenmadsmave.

Og det er jo ferie, så man kan forkæle sig selv med noget helse-politisk ukorrekt müsli med uanede mængder tilsat sukker. Jubi!

Men hvad ser jeg, da jeg åbner pakken? En ting er, at morgenmadspakker ALDRIG er helt fyldt (fabrikanterne forklarer det med at luften ligesom polstrer og sørger for at indholdet ikke knuses og stadig er sprødt. Jaja), men her har man ikke engang gidet af i lade som om der er en fornuftig grund til at pakken ikke er fyldt. Helt ærlig: posen er jo ikke engang samme højde som pakken!

Til gengæld fejler sukkerindholder ingenting og især tømmermænd er glade for de letfordøjelige flakes.

Teenagefest

Musikken pumper ud fra åbne vinduer og døre i den ellers stille sommernat, da vi nærmer os folkeuniversitetet, hvor youthleader-seminaret holder fest. Så snart vi er inde i bygningen slår lugten af røgfri-teenagefest os i møde. Denne umiskendelige blanding af sved og hormoner i fri leg. 
I den dunkle sal går 50 unge mellem 15 og 17 amok til en pivfalsk version af Macklemores Thrift shop udført af en dreng på 15 med back up af andre fra seminaret. De unge er høje på sodavand, en uge med kulturel udveksling og nye venskaber og intet andet. Der er dømt FSG-stemning, og man kan ikke andet end at have en fest med dem.

Da højdepunktet bliver annonceret breder der sig en forventningsfuld stemning i lokalet - næste og sidste performance er ALUMNI BOYBAND! Ind på scenen kommer fire selvsikre drenge, der tydeligt er en lille smule ældre end gennemsnittet. De er velfriserede, iført matchende denimshorts og ternede skjorter og ligner på alle måder et alumni boyband komplet med obligatorisk boybandpose.
Musikken starter og ud af højtalerne brager Carly Rae Jepsens Call me maybe og publikum gør det eneste rigtige og stikker i et kollektivt hvin.

Da linjen "Ripped jeans, skin was showing" kommer, åbner boybanddrengene synkront deres ternede skjorter og afslører ens, hvide wifebeaters og publikum hyler igen af overeksalteret og selvironisk teenagevanvid. Og da sceneshowet tilføres hjemmelavet konfetti gemt i drengenes bukselommer og nogen pludselig fremdrager et par flasker flødeskum, er showet fuldkomment.

Organisatoren går på scenen og annoncerer at nu vil den sidste sang blive spillet og i mellemtiden skal de alle gøre klar til at gå. Klokken er næsten midnat og der er program igen i morgen, så alle skal hjem på hotellet og lægges i seng.

Seje og pligtopfyldende som de halvtreds teenagere nu engang er (udvælgelsesprocessen for at komme med har været hård) danser de, som teenagere nu gør, når de får at vide, det er den sidste dans, fuldstændig uvidende om det ekstranummer deres undervisere har i ærmet.

Så der da bliver annonceret ekstranummer og næsten samtlige undervisere pludselig står på scenen, vil jublen ingen ende tage. De næste fem minutter danser underviserne sig igennem et medley af specielt udvalgte hits og slår en tyk fed streg under, at voksne også "just wanna have fun". 

"Det her nummer har vi forberedt på under 24 timer. Vi har udvist samarbejde, der er blevet taget ansvar og lederskab - alt det som I har snakket om i den sidste uge." Slutter organisatoren af med en pædagogisk krølle.

Så bliver lyset tændt og det er tid til at tage tilbage til hotellet. Festen er slut for the youth leaders for denne omgang.

Resten af natten forsvandt alt for hurtigt i 24 halvliters øl drukket af "the old leaders" under en statue et sted i Serbien, fastfood spist omkring halv fire om morgenen og dybe, fordrukne snakke om livet som generalsekretær, og lige pludselig stod solen op uden for vinduerne og det var tid til at gå i seng.

Ømme fødder - trætte øjne

Hjemme igen i den lånte lejlighed er fødderne godt ømme, øjnene er godt trætte og hovedet trænger til lidt hvil efter de mange nye indtryk.

Det lykkedes mig at finde ind til centrum udfra mine værters beskrivelser med kun en enkelt lille omvej. Om nej de 4-5 km. føltes ikke som særligt lange - på vej ud. Hjemvejen føltes klart længere, hvilket selvfølgelig ikke mindst skyldtes, at jeg lignede et andet pakæsel belæsset med alle mine fyldte poser, da turen gik hjemover.

Størstedelen af dagen er blevet brugt på at sjoske rundt i hyggelige gader med en umiskendelig Parisisk "feel" og holde uforholdsmæssigt mange pauser i de utroligt mange parker, hvor der alle steder er de samme rød-gu-blå-malede metallegepladser med hegn omkring.
Pauserne skyldtes udover at min krop rent fysisk lige skulle vende sig til de knap 30 graders varme, at jeg også mentalt lige skulle akklimatisere. Det var som om mit hoved stadig befandt sig på den forkerte side af flyveturen til Beograd, mens min krop meget sikkert befandt sig i 30graders varmt storbykaos. Efter et par park-pauser var hovedet tilbage på mine skuldre og helt klar til at indtage Beograd. Og det er en spændende by. Arkitektonisk en underlig blanding af sovjetæra og europæisk 1800talsbyggerier og så med den underliggende sydeuropæiske følelse af varm, støvet luft. Befolket af de smukkeste mennesker - den perfekte blanding af mellemøstlig skønhed og europæisk-slaviske træk, som en af mine gode venner og åndsfæller ud i fascinationen af det dersens Østeuropa engang prøvede at forklare mig, da jeg fortalte, at jeg skulle til Serbien.

Det kan derfor heller ikke overraske nogen, at der ikke er mange, der er så lyshårede og blege som mig. Det var ikke lige mig, der fik det bedste af Mellemøsten og Østeuropa, da der blev uddelt udseender, så jeg forestillede mig ikke, at jeg ville blende særlig godt ind. Men hvad sker der så? Ja, jeg kan simpelthen gå for at være russisk. Surprise! Så jeg skiller mig faktisk ikke rigtig ud - før folk tiltaler mig på det der russisk, som jeg altså ikke er så stærk i, som jeg gerne ville have været. 
På trods af sprogbarriere (okay, de fleste er faktisk virkelig gode til engelsk - jeg overvejer om ikke der er en sammenhæng mellem et sprogs størrelse og udbredelse og evnen til fremmedsprog - min taxachauffør i går nat var tudse-gammel, men knaldgod til engelsk) er det alligevel lykkedes mig at shoppe uforholdsmæssigt meget. Toiletskabet er blevet fyldt op (fordi det altså bare er så svinebilligt at købe her) og der er kommet et par nye bøger til hylden - og til godnatlæsningen.

Her er, hvad der kommer til at gøre min kuffert noget tungere, når jeg flyver hjem på mandag.

Deruodver er der blevet investeret i en helt gammeldags telefon, der kan bruge almindelige simkort (i modsætning til det der smarte Apple-produkt, jeg render rundt med til daglig) og som jeg derfor kan have et lokalt simkort i. Sikke mange penge, der bliver sparet på den konto nu! Jubi! Og hvad der er sparet, er jo som bekendt tjent. Bumbum.

Inden jeg gik lidt shop amok, brugte jeg det meste af dagen på Kalemegdan Citadel, som er bygget der hvor Sava floden møder Donau. En perfekt placering, der gør at den del af byen er blevet stormet 44 gange, når den ene erobringshær har afløst den anden.

Udsigten er ganske udmærket:

Når nu man ikke har en kæreste med, man kunne kysse på og holde i hånden, er volden rundt om citadellet også et ganske udmærket sted at sidde og lufte sine tæer, mens man skriver postkort og sipper espresso.

Anlægget bliver ikke længere brugt til militært forsvarsværk og så kan man jo ligeså godt bruge pladsen mellem de mange volde til noget fornuftigt. For eksempel har både en basketklub og en tennisklub baner i det gamle forsvarsværk. Derudover ligger der selvfølgelig de obligatoriske museer - bl.a. et militærmuseum med et hav af udstillede våben og maskiner fra de sidste mange krige. Udover dette sikkert meget unikke militærmuseum er der også blevet plads til en zoologisk have - og se den er straks kommet på min liste over ting, jeg gerne vil se denne weekend.

Om lidt går turen til afslutningsfest for en gruppe interkulturelle highschoolers og måske videre ud i det serbiske natteliv. Det kan kun blive godt!

Here we go again

Der har været overraskende stille på bloggen helt tilbage siden maj. Har jeg virkelig ikke rejst i det mellemliggende tidsrum? Jeg synes, jeg er vandret ud af min nye opgang i Store Kongensgade iført min backpack et utal af gange, siden jeg flyttede ind. Faktisk prøvede jeg i går at regne ud for hvilken gang jeg nu stod og ventede på 1A med praktiske sko og stor rygsæk på ryggen. Og jeg måtte opgive. Fordi jeg simpelthen har gjort det så mange gange. Alligevel tæller det ikke rigtig som rejser. Jeg er jo typen, der til hver en tid foretrækker rygsæk fremfor trolley. Også selvom det kun er for en kort tur. Som min 30-timers-visit på dette års sommerlejr i arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer sammen resten af Fri Kulturs øverste ledelse - Lars og Michael. Det giver en god mavefornemmelse, når hele ledelsen ankommer til sommerlejr iført praktisk fodtøj og med backpacks på ryggen. Så ved man ligesom bare, at man trækker i samme retning.

Men. Altså. Mine små smutture til Fyn og Jylland kan ikke rigtig tælle med som rejser. De har i hvert fald ikke gjort det her på bloggen.
Men NU er jeg rigtigt ude og rejse. I Det Store Udland. Faktisk i det der Østeuropa-tro-det-eller-lad-være, nærmere bestemt Beograd i Serbien.

Bo blev ved med (virtuelt) at trække mig i ærmet og lokke mig på visit i Serbien efter deres besøg i Danmark i maj-juni. Og en eller anden dag i juni tog jeg hende på ordet og bestilte en billet Malmø-Beograd. Helt spontant. 
Og ja Bo er en kvinde. Og det er et kælenavn. Og mere personlig info om mine venner får I ikke her, da de også er Fri Kulturs samarbejdspartnere (deraf kontakten til at starte med) og vi alle sammen lider lidt af KGB-paranoia.

I går stod jeg så pludselig i Malmø lufthavn. Og efter lidt sveden i håndfladerne over om mit pas nu ville blive godkendt; en kø, hvor jeg blev mindet om at intimsfærer har lidt andre størrelser der østpå; en ualmindelig behagelig flyvetur, hvor jeg tilmed fik sovet lidt; og endnu en godkendelse og nu et nyt stempel i mit pas og et lille blink og kæmpe smil fra paskontrolløren, var jeg pludselig i Serbien.

Et nyt stempel i passet. Lige mellem mit visum og stempel fra Rusland.

Man kan måske undre sig over, at jeg med mit rødbedefarvede pas og mit meget tilforladelige ydre skulle have svært ved at komme gennem paskontrol. Ja, det undrede også mig meget. De TO gange det skete. 
Først tog det fem minutters meget grundig kiggen fra passet til mig og tilbage, kiggen på skærmen, beden mig tage brillerne af, kiggen mere på skærmen, spørgen ind til hvorvidt jeg kunne russisk, tænken sig grundigt om, mere kiggen frem og tilbage inden jeg endelig blev lukket ind i Sankt Petersborg. Alt imens min nyfundne rejseveninde Isabella stod på den anden side af paskontrollen og var ved at flække sammen af grin. Min KGB-paranoia syntes på INGEN MÅDE, der skulle grines lige der. Overhovedet.
Men jeg kom igennem og så var det jo faktisk bare en ret sjov historie.
Indtil jeg skulle hjem fra Ukraine i marts og meget mistænkelig paskontrollør stiller mange spørgsmål til min hjemrejse og længe studerer mit pas, før han endelig lader mig gå igennem.
Øv, hvor kan man nå at blive nervøs! Både når man står og frygter, at ferien aldrig får lov at begynde, og når man står og overvejer om man overhovedet kommer hjem.

Men nej. Jeg er endnu ikke blevet nægtet hverken ind- eller udrejse. Og hvis man skal prøve at være rationel og optimistisk og alt muligt, så ligner mit pasbillede jo heller ikke rigtig mig. Overhovedet. Så det er klart på to do-listen, når jeg kommer hjem - at få et nyt pas. Men på den måde får jeg jo aldrig mit pas fyldt op med visum og stempler. Øv.

Sådan ser jeg ud ifølge mit pas. Sådan så jeg også ud - for fire år og fire kilo siden. Og med en anden frisure. Og uden briller. Så måske er det fair nok at nogle paskontrollører lige kigger en ekstra gang?

Men i dag skal jeg bare holde ferie, lege turist og gå de 4-5 km. ind til centrum. Senere er jeg inviteret med til afslutningsfest på det seminar mine værter underviser på denne uge.
Og nu må jeg hellere smutte så jeg rent faktisk kan få noget ud af dagen. Bum. 

DSB elsker mig

5. 
Det er antallet af gange, jeg har siddet i et DSB-tog mellem fredag og mandag. Man kunne fristes til at tro, at det skyldes omstigninger (som når togene ikke kører helt til Randers, men man tvinges til at skifte i Århus), men nej. Jeg har haft fem selvstændige DSB-ture på fire dage. Hvorfor? Ja bare fordi. Det er jo rejsen, der er det sjove. Eller. Det bliver et kæmpe nej. Som én af grundene til mine mange togture ville sige.

Og hermed en oversigt over Majs spændende rejseliv 3.-6. maj 2013 (spændt indånding vil her være på sin plads):
3. maj: København-Odense
4. maj: Odense-Esbjerg
5. maj: Esbjerg-København
6. maj: København-Odense
6. maj: Odense-Randers

Og hvad skyldtes denne rejseiver så? Andet end at man selvfølgelig gør hvad man kan for at holde hånden under DSB.
Jo det var såmænd blot en blanding af årsmøde med arbejdet, stor familiefest, møde i København og gensyn med savnede venner - i to landsdele efterfulgt af refugie i Randers. Bum.

Ingen skal komme og sige, at det er kedeligt at være Maj (i maj - høhø).

Brudstykker af Bruxelles

Jeg er så sindssygt dårlig til at få samlet op på mine rejser. Så snart jeg er hjemme, er jeg næsten med det samme på vej videre. Eller. Før flyet rammer jorden i Kastrup ER jeg allerede videre.

Så i stedet for at forsøge at spinde en ende på min fantastiske, forlængede weekend i Bruxelles, vil jeg lade mine søde veninder gøre det gennem deres fine facebookkommentarer:

Er hjemme efter en helt fantastisk tur til Bruxelles.
Takket være hotelkaos, en enkelt anholdelse af en belgier, rulletrapper den forkerte vej, jordbær øl, muslinger, EU parlamentarikere, ambassaden, forvirrede praktikanter, elevatorture, gode politiske debatter - samt 19 knaldhamrende seje kvinder fra kvindenetværket kan jeg konstatere at denne tur ikke vil blive glemt lige foreløbig!

Har kun et billede fra min tur med Kvindenetværket til Bruxelles. Billedet er af os, som måtte overnatte hos søde Floris grundet tabt hostel-booking. Bruxelles bød på en masse ting, men synes billedet er essensen af en rigtig fed oplevelse :-) Tak for turen, tøser. Det var "Jazz", som en praktikant i Europaparlamentet ville sige...

Back from Brussels! Takker byen for et skønt gensyn og kvindenetværket for en fantastisk tur der bl.a. bød på hotelkaos, besøg i Europaparlamentet, den danske ambassade og rep'en samt alt hvad hjertet kunne begære af gaufres, moules frites, belgisk chokolade, shopping og sightseeing.

Ikke flere hotelflytninger, anholdelser, belgiske øl og vafler eller elevatorture for denne gang. Mit dankort bløder, og mine fødder er ømme, men Bruxelles ER nu en skøn by.

24 timers belgisk crash course

I løbet af de sidste 24 timer

• blev vores hostel-reservation annulleret, så vi ikke havde et sted at bo
• fandt vi alligevel indkvartering til 19 personer i løbet af to timer i en by propfyldt med mennesker på grund af skaldyrsfestival

• har vi tilbragt en hel arbejdsdag i Europa Parlamentet
• hvoraf næsten en time blev tilbragt på vej op og ned i forskellige elevatorer på jagt efter besøgskantinen
• har vi givet Britta Thomsens stakkels praktikant grå hår - efter at have brugt en time på at guide 19 kvinder med hver deres leder i maven rundt i cirkler i parlamentet
• brugte vi alt for mange penge på alt for dårlig frokost som vi havde alt for kort tid til at spise i besøgskantinen

• så jeg helt babygrønne blade på træer for første gang i år
• og både en japansk kirsebær og et tulipantræ med udsprungne blomster!

• er vi alle blevet antastet af mænd, der kunne være vores fædre
• har vi kunnet konstatere at Place Lux (pladsen mere eller mindre foran Europa Parlamentet) er "Roskilde Festival - nu med jakkesæt!"

• er vi alle blevet fan af social attachéen Eva fra den danske repræsentation
• og jeg endda så meget at jeg overvejer om jeg hellere skal prøve at komme i praktik i rep'en frem for parlamentet

• tog vi endnu engang metroen i den forkerte retning og konstaterede at efter klokken otte skal man så klippe igen for at komme over på den anden perron
• lærte vi at man godt kan løbe ned af en rulletrappe, der kører op ad
• blev vi hjulpet af to flinke fyre med at snyde os den forkerte vej ind igennem tælleapparatet

Kom ikke og sig, at vi ikke oplever noget i det fjerne og eksotiske Bruxelles!

Velkommen til Bruxelles: Kursus i krisehåndtering for kvinder

Det virker næsten som set up'et på et realityprogram:

Tag 19 politisk aktive kvinder, fortæl dem at de skal til Bruxelles og møde politikere og embedsmænd. Byg gerne spændingen op over flere måneder. 

Sørg så for at deres hostel har aflyst bookningen når de kommer frem omkring midnat. Se hvad der sker. 

Worst case scenario er 17 kvinder der verbalt river de to arrangører fra hinanden og ellers løber rundt som forvildede høns uden hoveder. 

Og vi frygtede nok alle at det ville ende sådan. 

Men i stedet så man 19 kvinder der kollektivt besluttede at holde humøret højt og bevare håbet - og løse problemet. 

Udfordringen med at samle 19 kvinder der er vant til at være ledere i deres dagligdag er ikke at ingen ved hvad de skal, men at alle vil gøre alt. Så den største udfordring blev at nogen var nødt til at sidde på deres hænder og lade andre tage initiativet. 

Med hjælp fra søde, unge, belgiske Socialdemokrater og to timers rundringning til forskellige hoteller (inkl et i Paris - der havde plads!) blev vi alle inkvarteret for natten. 

Velkommen til Kvindenetværkets Bruxellestur: I virkeligheden ef I med i et forsøg om krisehåndtering og gruppepsykologi!

Rakia, georgisk vin, vodka, salmiakki, Brøndums snaps og meget mere

Intercultural evening! Højdepunktet på enhver YiA-aktivitet.

Aldrig har jeg set så meget slik og sprut fra så mange forskellige lande samlet på et sted. Det var fantastisk!

Og befriende var det også: 

Hele dagen havde vi brugt på at diskutere inklusion, nedbrydelse af stereotyper og inddragelse af unge med færre muligheder i EU. Vi havde snakket om, hvor vigtigt det er at holde mund og lytte. Aktivt. Især når man har med forskellige kulturer at gøre. Da vi tidligere på dagen fx havde brugt halvanden time på at klippe-klistre en planche over et helt særligt learning experience, havde jeg selv valgt oplevelsen med uoverenstemmelse omkring varm eller kold frokost med hviderusserne.

Hele dagen havde vi været politisk korrekte, men nu skulle det være slut!

Interkulturel aften, hvor alle nationaliteter medbringer noget helt særligt nationalt, er en paradeopvisning i bekræftelse af den ene stereotyp efter den anden. Med store flag, nationaldragter og "skål" på syv forskellige sprog.

Her et lille udpluk af aftenen:

Nonformal, informal learning

Nonformal and informal learning. Experimental learning. Partnership building. Advanced Planning Visit. Final report.

Onsdag føj det rundt med alle buzzwords fra Youth in Actions Programme Guide.

Vi var blevet bedt om at læse den i forvejen - altså bare afsnittet om ungdomsudvekslinger - og de fem pligtopfyldende danskere havde selvfølgelig gjort det. Fire ud af fem af os har tidligere skrevet ansøgninger i YiA-regi og tre ud af fem af os har tidligere erfaring med ungdomsudvekslinger.

Vi var derfor ret overraskede, da vi erfarede at:

1. Halvdelen af deltagerne er helt nybegyndere i YiA

2. Præsentationen af YiA programmet blev taget helt ned og forklaret fra bunden. På trods af at vi skulle læse det hjemmefra.

Men som den VPG-uddannede underviser jeg jo er, lænede jeg mig tilbage og studerede undervisningsmetoder og learning outcome blandt mine medkursister. Lige i EUs sande ånd.

Vi har nok haft krea-kassen fremme 10 gange indtil videre. Danskerne (og finnerne for at være fair) får grå hår og østeuropæerne ser en ny verden.

De forskellige stadier i et projekt blev forklaret med en linje på gulvet. Vi elsker det!

I grupper skulle vi give bud på, hvordan man laver det DÅRLIGSTE projekt. Omvendt psykologi - det er for fedt!

Toget ruller

Vi er så småt ved at være halvvejs igennem kurset og vores "Eastern Express" er så småt ved at komme op i fart.

Hele tirsdag - den første hele dag i programmet - var dedikeret til teambuilding. Som dansker med flere års foreningserfaring og dermed rigeligt med foreningsmæssigt røv i bukserne er EN HEL DAG med teambuilding altså lige til at få lange løg af.

Men man er jo godt opdraget og bider det i sig. Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg for det første fået en masse nye øvelser, der helt sikkert skal afprøves på mit Ungdomslederkursus i påsken. For det andet fungerede det faktisk rigtig godt, at vi brugte så meget tid på at nedbryde barrierer , så det nu er meget nemmere, at sætte sig ved et tilfældigt bord ved morgenmaden og snakke.

Tirsdag havde vi også en "NGO fair", hvor vi ultrakort præsenterede vores organisationer for hinanden. Der er ikke to fra den samme organisation her, så der burde være muligheder for at finde samarbejdspartnere - og jeg havde da også med det samme øjne på mulige partnere.

 Her præsenterer Manana fra Georgien hendes organisation, der vil engagere unge i lokaldemokratiet og oprette ungdomsråd. Jeg var straks lutter øren!

Røde Mor

Stærke kvinder og Sovjetminder. What's not to like?

Som en hver anden tidligere sovjetstat har Ukraine sine bombastiske mindesmærker over Den Store Fædrelandskrig. Den der krig vi andre bare kalder den anden. Verdenskrig forstås. Men for Sovjetunionen var det Den Store Fædrelandskrig og den kræver et mindesmærke.

I Ukraine er det mindesmærke blevet en form for ukrainsk version af Frihedsgudinden: En mægtig kvinde i skinnende stål, som man ikke kan undgå at se, når man kører fra lufthavnen mod bymidten.

Det er Røde Mor.

Imponerende som sådanne skulpturer har det med at være - ikke mindst når de er sovjetiske. Alligevel er hun mere imponerende end fx soldaten i Treptower Park i Berlin. Måske fordi hun er i stål og skinner i solen.

Vi var i hvert fald meget imponerede. NAUsen og mig.

Som det sig hør og bør, var der også et bombastisk indgangsparti:

Og en samling af militærformåen fra krigen. Det har jeg alligevel ikke set andre steder (endnu).

Det måske allerbedste ved disse mindesmærker er de udhuggede skulpturer. Menneskene. Historien om et helt folks krig. Et helt folks lidelse og selvopofrelse.

Og sidst men ved Røde Mor bestemt ikke mindst: Den evigt brændende flamme.

Mareridt og balsamerede munke

I nat havde jeg mareridt. Pissetræls. Første nat i Kiev havde jeg ellers sovet som et lille barn. Næsten 12 timer i streg - og det på trods af en opgang, hvor man kan høre alle trin og nøgler i låse og en hotellejlighed hvor alle flader spejler hinanden. Ja selv loftet var så plastic-glat, at man kunne se sig selv.

Men altså i nat var det mig ikke forundt med babysøvn. Og jeg bebrejder amerikanske Edward. Ingen mindre.

Edward virker ellers som en tilforladelig mand midt i fyrrerne. Couchsurfer med mange positive referencer. Arkæolog.

Det var uden tvivl det sidste, der gjorde, at jeg sagde ja til at mødes med ham til en kop kaffe, da han reagerede på mit opslag på Couchsurfing. Man er jo lidt mistroisk når en halvgammel mand tilbyder sit lokalkendskab. Men en arkæolog!

Da vi så sidder ved Olympia st med udsigt til Dynamos hjemmebanestadion og drikker kaffe på Edwards regning, viser det sig, at han ikke er rigtig arkæolog. Eller i følge ham selv er han den rigtigste slags. Han er nemlig en af dem, der graver efter sandheden. Prøv at google "forbidden archeology".

Og så bruger vi - eller han - altså de næste tre timer på at forklare mig, hvordan alt jeg ved i virkeligheden er en løgn, globalisterne fortæller os alle sammen, fordi vi ikke må kende sandheden. Sandheden om Gud og Djævelens kamp, der udspiller sig lige foran os i kraft af engle og faldne engle - dæmoner.

En del af den her meget lange enetale, som mest af alt er en rundtur på hans hjemmeside (OBS han tracker din IP-adresse, når du besøger den), består af en række eksempler på folk, der har fået besøg af engle. Ham selv bl.a. Engle, som viser sig fysisk foran ham eller andre, for at vise dem, at Gud findes.

Han fortæller bl.a. om historien om en ældre kvinde, der er for svagelig til at rejse sig efter brænde og derfor beder til Gud om enten at lade hende dø eller lade nogen komme og hjælpe hende. Ind ad døren kommer en mand bærende på brænde. Han lægger brænde i kaminen og går ud og henter mere brænde at lægge ved siden af. Hele tiden vender han hovedet væk fra kvinden. Lige da han skal til at gå ud anden gang, råber hun efter ham "Vent! Er du en engel?" og han vender hovedet, smiler til hende og går ud.

Da Edward læste denne historie første gang, oplevede han at noget åndede ham i øret, lige da han læse sidste del af historien.

Han er overbevist om at det var en engel.

Og her er det så mit mareridt kommer ind i billedet. Man skulle tro, at jeg drømte om alle de historier om dæmoner, han også fortalte (og som jeg kommer ind på senere), men nej. Jeg vågnede stort set hver gang nogen drejede en nøgle i opgangen i morges med bankende hjerte og tanken "lad være med at komme ind, jeg er ikke klar!" Jeg var simpelthen sygeligt angst for at blive overrasket af en engel, der ville tvinge sin eksistens ned over mig. Jeg vil have lov til ikke at tro. Mærkeligt.

Men Edward fortalte også skræmmende historier om djævle. Og et af de steder, han er overbevist om, der er en masse, tog jeg til i dag. Det er et af Kievs største turistattraktioner. Klosteret Kiev-Pechersk Lavra.

Virkelig smukt og kæmpestort.

Det der især er interessant ved klosteret er, at dets munke er balsamerede og begravet i udgravede klippegange under klosteret. De ligger altså svøbt i klæder i små glasmontre eller begravet ind i klippevæggen og kun med en lille fordybning, hvor indgangen har været, til at markere stedet.

Gangene er oplyst af olielys og de besøgendes stearinlys. Og så er der virkelig varmt. Så man forstår godt, hvis den gode Edward har fået associationer til helvede. Især fordi hans religiøsitet ikke er udsprunget af nogen ortodoksi.

De lokale valfarter nemlig til grotterne, beder til munkene og kysser deres kister, fordybninger og ikoner. 

Som man jo gør i den ortodokse religion. 

Og ja det var der mærkeligt. Når nu man er lutheraner. Og lidt klaustrofobisk. Men egentlig også lidt rart. Der var helt stille og en stemning af intens fordybelse. Men som med alle besøg på religiøse steder, følte jeg mig lidt i vejen. På trods af at jeg havde ofret 2,5 kr på et stearinlys ved indgangen for at passe bare lidt ind.

Desværre måtte man ikke tage billeder og det har ikke lykkedes mig at finde nogle gode på nettet heller, så I må nøjes med skiltet.

Det bliver spændende at se om mine drømme går i den retning i nat.

Så er vi i gang!

Seminaret er vist ikke officielt startet endnu - mandag er trods alt bare "rejsedag" - men vi har nu alligevel været samlet nede i seminarsalen. Næsten alle sammen. Det lader til at størstedelen af den danske delegation lader vente på sig. Men stadig.

Aftensmaden blev serveret på rigtig østeuropa-hotel-maner med forretten ventende ved bordet og hovedretten serveret, så snart man har slikket det sidste forret væk. Der var dog ingen dessert. Øv.
Og jeg fik selvfølgelig placeret mig ved underviserbordet, som den dengse jeg nu engang er.

Man kunne frygte at sådan en umiddelbar afstandtagen til de andre deltagere ville brændemærke mit sociale engagement på seminaret, men det fik 45 minutters intensive teambuildingøvelser heldigvis lavet om på.

Så nu har jeg fortalt halvdelen af deltagerne, at jeg har redet. Og hele forsamlingen er blevet bekendt med, at jeg er en af de få - og mærkelige - der kan lide tidlige morgener.
Til gengæld er der kun to i hele forsamlingen, der kan røre deres næse med tungen. Og kun en, der har et fornavn på mere end 9 bogstaver. Det er Marja-Riitta, som jeg deler værelse med. Finne, aktiv i 4H (lidt ligesom vores ungdomskoler) og mor til 4 med endnu en på vej.
Der er en del i selskabet, der kan mere end 3 sprog og mange kender hinanden i forvejen. Eller også får sprogfælleskaberne det bare til at virke sådan.

Marja-Riitta og jeg er gået tidligt til ro i dag. Hun er gravid-syg, og mit hoved er ved at eksplodere. Så jeg har allieret mig med cola.

I morgen skal vi bruge nærmest hele dagen på mere "lær hinanden at kende". Det er fedt at være kursist på sådan et løst program. Og selvfølgelig godt og vigtigt når en stor del af programmet handler om at bygge nye partnerskaber.
Men hvis det var mig, der skulle forvalte så mange penge, havde jeg nok proppet programmet lidt mere.